Præsten talte ud fra Salme 23 – og jeg fik igen noget nyt med mig. Det er i øvrigt fantastisk, hvordan de samme tekster igen og igen giver noget nyt. Han brugte forskellige bibeloversættelser. I den danske autoriserede oversættelse fra 1992 står der: “Han giver mig kraft på ny” (vers 3). Kigger jeg i en engelsk (NRSV), står der: “he restores my soul”. Og det hebraiske ord, som er oversat med ‘soul’ – det er ‘nephesh’. Det er det samme ord, som blev brugt da Gud blæste livsånde ind i mennesket – så det blev et levende væsen. Wau. Gud gør noget, som rører hele mit liv – selve kernen…

En ting er sikkert: Fremtiden er ukendt. Fra tid til anden betyder det, at vi bliver urolige, usikre og bange. Vi gribes af at vi ikke kan overskue den – endnu mindre forberede den. Og nogle gange så føles det tilmed som Moses ved Det røde Hav: Ingen udveje. Man ser kun udfordringer som bjerge – eller som havet – eller som fjenden bagved – hvad gør man? Man tager løfterne fra Gud ind – en gang mere… Man giver ham sin tillid – uanset hvad man føler. Man kigger virkeligheden lige i øjnene og erkender: Måske bliver det aldrig anderledes… Jeg mener: Måske bliver det aldrig nemt og overskueligt…

Jeg trak vejret virkelig intenst. Jeg var ude på mountainbike, og jeg gav den virkelig gas. Jeg kørte med tanken: Jeg vil hele tiden køre så stærkt, som jeg kan. Og min vejrtrækning – den fulgte bare med. Den leverede præcis, hvad min krop bad om. Forundeligt skabt! Som jeg kørte der og pustede, kom jeg pludselig til at tænke på Ånden. Parallellerne mellem vores livsånde som er nødvendig for vores fysiske liv, og så Helligånden som er nødvendig for vores åndelige liv. Gad vide om det virker ligesådan med Helligånden? At hvis jeg lever med intense behov – at han så bidrager lige præcis svarende til situationens behov? Naturligt.…