Jeg mødte Gud…

Det var tidlig morgen. Vi havde været oppe kl. 4. Nu var den kvart i fem – og vi var på vej ud i skov og hede. For at betragte livet vågne og min mand ville tage billeder.

Det var smukt. Morgenlyset. Spindelvævet mellem planterne. Og pludselig så vi dem. Fire traner i en mark. Kort efter fløj de over vores hoveder. Smukke vinger. Smuk form. Ind foran morgensolen i fuldendt skønhed.

Et øjeblik efter kom en hjort. Den stillede sig i det smukke morgenlys, som om den poserede. Jeg havde netop bedt: Gud, er de her, så lad os få øje på dem… som jeg så ofte beder, når jeg er i naturen…

En rød glente fløj hen over os… Senere et par fiskehejrer. De tog flere runder forbi os og stod også ved den lille sø, som vi var tæt på…

Da vi gik videre, sad der en hare ved en mark. Den lod os komme så tæt på…

Mit sind var vendt mod Gud. Sikke en skønhed han har givet os! Sikke et vidne om hvem han er. Vores Skaber og elskede himmelske far! Jeg sugede ham ind. Gik i bøn og overgivelse til ham.

For han viste mig, at han var der. Han var lige her. Hos mig. Jeg mødte Gud – ikke blot hans skaberværk!

“Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk” (Sl 104,24). Et vidnesbyrd fra ham til mig – som jeg bærer med i mit hjerte!

Skriv et svar