Og det er ellers ganske let! Det er som om, at hver eneste dag har meget mere, der kan fylde vores tid end det, vi så rent faktisk får brugt den på. Da Jesus taler om ‘de sidste tider’, så kommer han også med et ord til, hvad vi bruger vores tid til. Han siger: “Tag jer i agt,så jeres hjerte ikke sløvesaf svir og drukkenskabog dagliglivets bekymringer,så den dag pludselig kommer over jer som en snare;for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.”(Luk 21,34-35) Jeg læser, at vores hjerte kan blive sløvt overfor Jesus af to ting: Alt det fornøjelige og selvtilfredsstillende, og alt…

Den tid ved vi noget om. Paulus skriver til Timotheus: “Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider.  For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere,  ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode,  forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud;  i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft” (2 Tim 3,1-5). Det er skrevet, for at vi skal vide det. Og Jesus fortæller os, hvad vi skal bruge tiden på lige op til, at han kommer igen: “Hvem er så en tro og klog tjener, som af sin herre…

Så smertefuldt begynder Salme 22: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.” Det er ubetinget det allerværste at opleve. Det er forpint og håbløst. Hvad gør man, når man har det sådan? Svar: Man læser videre i salmen. Vers 22: “Du har svaret mig!” Vers 32: “For han greb ind!” Det er forløsende! Og jeg har oplevet det ske. Gennem ordet. Jeg er kommet til Gud med min fortvivlelse – og ved sit nærvær greb han ind.…

“Jeg vil aldrig mere skjule mit ansigt for dem, for jeg udgyder min ånd over Israels hus, siger Gud Herren” (Ez 39,29). Kære Jesus, udgyd din ånd over mig – jeg vil så gerne se dig! Tak, at det er din vilje at udgyde din ånd over mig, og tak at du gør det. Du åbenbarede dig for mig i går, og jeg så dig! Tak. Du åbenbarer dig for mig nu igennem dit ord, der rører mit hjerte. Jeg læser løftet til mig: aldrig vil du skjule dig for mig – i stedet udgyder du din ånd over mig. Dit eget nærvær – over mig. Sådan vil jeg møde…

Så skete det igen. En nat vågnede jeg, og spændende arbejdsopgaver begyndte at køre rundt i mit hoved. Ikke megasmart – for så sover jeg ikke. Og en nat med for lidt søvn efterlader mig ikke super vågen fyldt med kreativitet og energi den næste dag. Jeg bad. Det vil sige, jeg sagde det til Gud. Men uroen fortsatte. Jeg tænkte, jeg orker ikke en af de-her-nætter – nu står jeg op og går ned til sofaen og beder og læser et ord. ‘02.13’ stod der på ovnuret i køkkenet, da jeg gik forbi. Jeg knælede ned og sagde bare kort til Gud, at det kunne jeg ikke styre; han…

Av, det her gør ondt – og vi kan mærke det helt ind i knoglerne: “En svigtet broder er som en befæstet by,stridigheder er som portbommen i en borg.”(Ord 18,19) Ja, for hvem orker i grunden det? Ingen. Det er smertefuldt at blive svigtet. Stridigheder dræner. Så vi tager afstand, passer på os selv, opgiver relationen. Og nogle gange er det måske det… Men – der kan måske også ske noget andet – noget stort – ja, miraklet: “Når Herren finder behag i en mands færd,får han også hans fjender til at slutte fred med ham.”(Ord 16,7) Wau! Ja, wau! For det er også smerteligt at have sin broder bag…

Når jeg er mit center… så bliver jeg ked af det, jeg ikke kan overskue… stolt over det, jeg synes, jeg er god til… hård mod dem, som gør mig ondt… bekymret over det ukendte… trist over det voldsomme i verden… Når Gud er mit center… Ja, det skete en nat, hvor jeg mærkede noget af det, som gjorde ondt… Men til min aftenandagt havde jeg netop læst en mands vidnesbyrd: Det handler ikke om mig – det handler om ham. Det er ikke mig, der er i centrum – det er Gud. Det var et stærkt vidnebyrd – og jeg fokuserede på, at Gud er mit center. Ikke mig.…

Det er ret vildt: “Når han sender sit ord, smelter sneen” (Sl 147,18). Hvad vil du gerne, at Gud smelter? Læg det frem for ham. Læs hans ord og bed ham om at smelte det, han ønsker at smelte i dit hjerte. Bed ham om ord fra hans ord, som du kan bede ind i for andet, der skal smeltes. Gud, jeg vil gerne bede dit ord ind i verden, begynd med mit liv. Rør mit sind og tanker med dit ord. Lad de forandringer, der skal ske i mit liv – være bundet med dig. Så du er den, der smelter og former. Så alt mit er i overensstemmelse…

Eller gør jeg? Gør du? Er det netop ikke noget af det, vi holder fast i: Det vi kan, det vi har kontrol over, vores planer, vi læner os ind i vores egen dygtighed eller andres? Da moabitterne og ammonitterne og nogle me’unitter angreb Judariget, sagde Kong Joshafat: “Vi står afmægtige.” “Vi ved ikke, hvad vi skal gøre.” (2 Krøn 20,12). Det er ikke, hvad du ville forvente af en konge eller en leder. Men – han vidste det virkelig ikke. Og han indrømmede det. Han søgte heller ikke at læne sig ind til noget menneskeligt – han gik direkte til Gud. “Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men…