Endnu et godt råd fra Salomo: “Sæt sjældent foden i din næstes hus,for at han ikke skal få for meget af dig og hade dig.”(Ord 25,17) Svaret er ’tilpas’ – ligesom det er i så mange af livets ting. Det spiller, når man rammer ’tilpas’ – også i venskaber. Selv i gode venskaber skal du ikke tage samværet ‘for givet’ – også her skal du ramme ’tilpas’. Kan du ikke tænke på en, du oplevede, var ‘for meget’? Det er bare ikke hyggeligt. Der bliver ligesom ikke plads til andre. Det bliver uinteressant – ja, og i øvrigt dræbende for en egentlig relation. For hvem gider at indgå som ven,…

Det kan lyde bizart, men det sker! Det her er et sigende ordsprog: “Skyer og blæst, men ingen regn:en mand, der praler af en gave,han ikke har givet.”(Ord 25,14) Måske kan du genkende, at du har oplevet det hos en. Den tomme følelse det er at stå overfor en, der hævder at have givet et særligt bidrag ind i noget – og du ved, at det slet ikke er tilfældet. Det er tomt. Og Gud ved det. Han ser det. Så – lad det måske bare fare… der er andet, der er meget vigtigere at bruge energien på… Og – den, der praler, afslører sig selv – helt uden dit…

Jeg havde været meget ‘på’. Væk. Drevet et seminar. Været sammen med mennesker, lyttet, talt, været til stede. Ugen havde været godt fyldt. Jeg havde ‘leveret’ på mange ting. Nået meget. Var kommet over toppen. Nu var det fredag. Jeg kom hjem til stilheden. Solen skinnede mellem flimrende skyer. Det var weekend. Snart sabbat. Dejligt. Jeg følte en ubestemmeligt lyst på noget sødt. Følte mig ikke så tilfredsstillet af frokosten, som nok var anderledes, end hvad jeg plejede – men – jeg syntes, jeg skulle være mæt. Og så kom ubeslutsomheden, hmm, hvad skulle jeg nu? Jeg besluttede mig for at lave min styrketræning – bruge kroppen i stedet for…

Sådan fra Paulus’ pen: “Desuden opfordrer jeg jer, kære venner,til at fokusere jeres tanker på det,der er sandt og ædelt,ret og rent,det man værdsætterog taler godt om,ja alt, hvad der udmærker sigog er værd at rose.”(Fil 4,8). Prøv det – det gør glad. Det er ting, som fylder en med taknemmelighed. Det er også ting, man har lyst til at stræbe efter. Ting, man har lyst til at have mere af. Og – så kan man jo selv komme til at ligne det, man er optaget af… Et menneske, der er sand og ædel, som handler ret og rent, et menneske som værdsætter andre – og værdsættes af andre. Et…

Kender du det – effektive dage, hvor du har fyldt aktiviteter ind i alle mellemrum? Mens du venter, kan du lige tjekke alt muligt på din telefon. Selv når du går lige ud, kan du læse noget på telefonen. Mens maden simrer, kan du lige ordne noget andet. Samtidig med at du tager dig af hjemlige sysler, kan du tale i telefon med din mor. Og et eller andet kan du da lige læse, mens du spiser. Og det er måske alt sammen meget godt. Det er dejligt at få nået en masse i løbet af en dag. Men der var en gang, hvor der var pausefisk på tv… imellem…

Så enkelt er det sagt: “Men da tiden var inde, sendte Gud sin søn” (Gal 4,4; Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk). Gud vidste, at det var det rigtige tidspunkt. Måske det mørkeste tidspunkt, så længslen efter ham var vågnet, og lyset ville blive værdsat. Da tiden var inde. Gud lod sig ikke skubbe til, at han kom tidligere – selvom nogen længtes og bad om det. Gud tøvede ikke, glemte eller blev forsinket, så han kom senere. Da tiden var inde. Tryghed. Ja, og varme og glæde skyller igennem mig. Tiden – på den ene side så uoverskuelig og langsommelig. På den anden side så flygtig og…

“Græd med de grædende” (Rom 12,15) står der. Der er tidspunkter, hvor vi ikke skal trøste – men græde med den, der græder. Bare være der. Være i det sammen. Der er sorg, man ikke kan gå ud af… Der er noget, der gør ondt, som man ikke bare kan løbe væk fra… At forsøge at kvæle eller skjule, overdøve eller glemme – det gør os snarere u-menneskelige… For en del af det autentiske liv er, at det gør ondt… Og vi må møde det… græde… David fortæller, hvordan han var der, for den sørgende: “Da de var syge,klædte jeg mig i sækog spægede mit legeme med faste.Jeg bad med…

En moden troende kvinde fortalte mig en historie om en kendt amerikansk evangelist. Han fik stillet spørgsmålet: Har du nogensinde overvejet at blive skilt? – Nej, mord, svarede han. Vi kan gyse over voldsomheden… Eller vi kan trække på smilebåndet over humoren… Den vise mand har sagt: “Jern slibes til med jern,det ene menneske sliber det andet til.”(Ord 27,17) Og lige præcis det vers vil jeg gerne gi’ til dig, som slider og synes, det er mægtig svært at være gift… Eller at der er mange svære øjeblikke… Jern mod jern. Ville du ikke forvente, at det ville give gnister? Hvis din ægtefælle er mægtig svær at være sammen med,…

Oftest tænker jeg, at vi gerne vil vide… Vi er nysgerrige på at vide ting… Men grundlæggende ønskede Gud, at vi ikke skulle vide noget om det onde: “Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af” (1 Mos 2,17). Det var ikke hans mening, at vi skulle kende til og opleve sygdom, smerte, skilsmisse og død. Og jeg må bare sige, at det ville have været fantastisk ikke at ha’ haft det kendskab! Slangen forsøgte at gøre den viden attraktiv… “den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5). Her…

Ja, nu har vi endnu en gang set vintergækker, erantis og krokus, anemoner og påskeliljer… og de kommer alle op af den mørke, kolde jord… Smukke og livfulde – mere end jorden kunne give løfter om… Sådan oplever vi forårets mirakel igen. Ja, livets mirakel. Vinterens mørke og død mistede endnu engang sit greb… Og nu er det påskelørdag. Den sabbat hvor Jesus lå død i graven. En del af guddommen var død! Vildt. Jesus havde sagt det på forhånd. Også til disciplene – her i den billedlige form: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange…