Her et vist ordsprog: “den vise vinder mennesker for sig” (Ord 13,30). Meget sker på grund af relationer. Det er godt, hvis man kan netværke, skabe følgere, mobilisere andre, motivere, skabe positive fornemmelser hos andre for det, man selv står for. Også som kristen. Gode relationer åbner dørene til hjertet. Øv dig i på ægte vis at interessere dig for andre. Sæt dit eget til side og lyt og vær nysgerrig på andre. Hvem kan ikke selv mærke glæden ved at møde interessen fra et andet menneske. Det er som at give selve kernen i gudsforholdet videre: Vi er elsket af Gud – skabt til at elske andre. Gud er…

Sådan var det med Debora. Hendes tro blev folkets styrke. Situationen så ellers umulig ud. Kana’anæerkongen Jabin “havde undertrykt israelitterne med hård hånd i tyve år” – og det er længe! Og “Jabin havde ni hundrede jernvogne” – og det var meget! (Dom 4,3). “Israelitterne råbte til Herren.” Og Herren talte til profetinden Debora – helt konkret kunne hun fortælle høvdingen Barak, at Gud sagde: Og Gud fortsætter: “så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4,7). Så: Gud ville gøre det, der så umuligt ud. På sin ‘sædvanlige’ Gud-måde: Gud sendte blot Barak…

En kvinde Gud brugte – i mange roller: “På den tid var profetinden Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. Hun sad under Deborapalmen mellem Rama og Betel i Efraims bjergland, og israelitterne kom op til hende med deres retssager” (Deom 4,4-5). Debora var profetinde.Debora var Lappidots kone.Debora var dommer. Og nu ønsker høvdingen Barak, at hun tager med ham i krig. Og det gør hun. Debora var en kvinde, Gud brugte. Israelitterne havde været undertrykt af kana’anæerkongen Jabin i 20 år. Men nu var tidspunktet kommet til, at Gud ville sætte dem fri. Og det fortalte han Debora. Og Debora “sendte bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kadesh i Naftali…

Nogle ting konflikter bare med hinanden – og for Johannes Døberen blev de konfliktende ting ‘sat på plads’ fra start. Englen Gabriel sagde til Johannes’ far Zakarias: “Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren” (Luk 1,14-15) – det var den skønne historie om Johannes. Og så var der noget, han ikke skulle: “han må ikke drikke vin og øl” – men derimod: “men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv.” Og andre steder får vi at vide, at også hans kost og hans påklædning var enkel. Det var Gud, der skulle fylde…

Du har ikke ansvar for alt. Det er også en del af historien om den barmhjertige samaritaner. Hans tilstedeværelse i historien begyndte sådan: “Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham” (Luk 10,33). Men han ikke bare følte medlidenhed, han handlede på det: “Han gik hen og hældte olie og vin hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham” (vers 34). Men så gik han faktisk. Tog væk. Afsluttede sin tilstedeværelse – dog uden at forlade ham hjælpeløs: “Næste dag tog han to denarer…

Da Maria salvede Jesus, mødte hun stor vrede fra mennesker. De sagde: “Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige” (Matt 26,8-9). I tillæg fortæller Johannes os, at Judas var en tyv, som stjal fra den pengekasse, han havde ansvaret for (Joh 12,6). Men Jesus tog imod Marias kærlighedshandling. Han sagde: “Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid” (Matt 26,10). Ja, sådan var det. Jesus var der en tid. De fattige vil være her altid. Og ind i min nutid…

Jesus vender ting på hovedet: “Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener” (Mark 10,43). Det store ligger i at kunne tjene. Og tjeneren tænker vi ofte på som værende den lille… Mange mennesker drømmer om at være store. Men ikke ved at tjene, men derimod ligesom Lucifer, “Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste” (Es 14,14). At være øverst. Og der er ikke noget forkert i at være øverst… størst… Vi finder en interessant kontrast her i 1 Mosebog. Nogle vil bytte et højt tårn, de siger: “Lad os bygge en by med et tårn, som når og til himlen, og skabe…

I virkeligheden gælder dette nok det meste i livet! På arbejde. Min vise chef kobler os ofte sammen med hinanden, når vi skal løse opgaver. For nylig blev jeg koblet sammen med en kollega, jeg som projektleder, hun som sparringspartner – sådan havde jeg forstået det. Så, på en måde skulle jeg stadig ‘gøre det hele’ – og var såmænd glad nok for det. Men nej, min leder var klar på hendes og min rolle. Vi skulle begge bidrage. Og – jeg blev glad: for det blev det meget bedre af. Og jeg kunne genkende mig selv med arbejdsopgaver i andre grupper med andre som projektledere – det er sjovest,…

Kender du det: Man møder hinanden på gaden eller i kirken eller til en familie-komsammen og siger til en anden: “Hvordan går det?” og får svaret: “Tak, det går fint?” Og så til tusindkroners spørgsmålet: Er det et sandt svar? Sandt at sige ved vi det vel ikke. Men, vi ved godt, at vi ikke bare ruller ud med ‘sandheden’ der på gadehjørnet, kanten af sofaen eller i kirkens forhal. Nu er det ikke for at sige, at man altid alle vegne bare skal rulle ud med ‘det hele’ – men derfor kan vi vel godt stille spørgsmålet: Kommer vi nogle gange til at være for overfladiske? Jesus siger noget,…