Du “trak dig tilbage til øde steder og bad” (Luk 5,16). Og her er jeg, alene, og jeg beder til dig, far.

Hvilke mennesker møder jeg, som er som spedalske? Fanget i deres egen håbløshed og udstødt fra andre. Hvem kalder du mig til at elske? (Vers 12-13)

Hvem er så lammet i deres åndelige liv, at der ingen bønner er i dem? Hvem kan jeg bære frem for dig i bøn, så de atter må finde mening og styrke til at leve deres liv? Hvem kan finde livet i dig – og jeg må bede for dem på vejen? (Vers 17-26)

Hvem bliver set ned på og ringeagtet som ‘ikke-gode-nok’? Hvem har brug for, at jeg er sammen med dem og elsker dem? (Vers 27-32)

Jesus – du “havde kraft fra Herren, så [du] kunne helbrede” (vers 17). Og du bad (vers 16). Jesus, jeg beder, fyld mig med din Ånd, og giv mig at elske syndige mennesker i virkeligheden – så de mærker det, og syndens smertefulde ar af uelskelighed i deres indre må heles og helbredes…

Giv mig den kærlighed, som du har – fyld mig med din Ånd – vær selv i mig!