Ikke stolt af mennesker

Den djævelske stolthed… Ikke nok med at djævelen forsøger at gøre os selv stolte… han forsøger også at gøre os stolte af andre mennesker… At vi kender dem, er tæt på dem, kan fortælle hvad de tænker, eller er døbt af dem…

Paulus siger ret ud: “Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav” (1 Kor 3,4-5).

Sagen er, når vi begynder at være særligt stolte af nogle mennesker fremfor andre – så kommer der også splittelser iblandt os – fordi vi tiltrækkes af forskellige. Kristus forsvinder… og vi ser på mennesker… Kun Kristus kan samle – og det sker, når vi ser på ham, og han er vores center!

Paulus siger videre: “Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst” (vers 6-7).

Er det ikke skønt! Gud giver vækst! Gud giver os alle sammen vækst! Det er ham, personligt, som gør det i hver eneste af os!

Og… så er det jo forunderligt, at vi mennesker må være med til at plante og vande! At vi får lov at være så tæt på, at vi ser det ske! Vi ser, at Gud arbejder – at der kommer vækst!

Ja, “For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus” (vers 11). Jesus, Jesus  og Jesus igen! Det er ham, som gør al forskel! Ham, som vi kan være stolte af!

Skriv et svar