Vidunderligt! Hvad er bedre, end når nogen er til stede i vores liv! Ja, og hvad er bedre, end når Gud siger, at han vil være til stede i dit liv! Og Gud vil være til stede. Gud åbenbarer sig – så du kan vide, at han er her! For nej… intet menneske kan selv finde eller udgrunde Gud… Gud viste sig for Abraham. Og Gud sagde til ham: “Jeg er Herren…” (1 Mos 15,7). Ordet, som er oversat med Herren, har på hebraisk de fire konsonanter: JHWH – Jahve. Sprogligt er der sammenhæng med et udsagnsord, som betyder “være, vises sig, hænde, blive, tildrage sig”. Hebræerne forstod navnet som…

Det er vildt! En Gud, som kommer på bane igen og igen for at favne os med sine velsignelser! Vores Gud. Ja, min Gud – for en Gud, der elsker mig så meget, kan jeg ikke modstå! Da synden først havde fået rod i denne verden, så skete der bare én ting: Den voksede. Kain slog Abel ihjel. Lemek var klar til at dræbe “en mand for en flænge” (1 Mos 4,23). Menneskenes ondskab var så stor på jorden, at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt (1 Mos 6,5). Efter syndfloden konstaterede Gud, at menneskene fortsat bare ville ondt – men han sagde: “Jeg vil…

Sikke et spørgsmål! Nå, tilbage til det senere… Jeg sidder lige og kigger i skabelsesberetningen – igen – og må lige dele de vildeste tanker med dig… Det begyndte faktisk med, at jeg – igen – med glæde hæftede mig ved, at Gud hvilede på den syvende dag efter sit arbejde, og at menneskene blev inviteret ind i den hvile sammen Gud – UDEN at have lave noget! De hvilede – fuldstændig på det, Gud havde gjort. Den pointe har vi så igennem hele Bibelen i relationen mellem Gud og menneske: Vi hviler på det, som Gud har gjort – lige på i frelsen. Gud frelser os helt og fuldt…

Jeg elsker at mærke, at Gud omsætter dette løfte i mit liv: “Alle har det håb til dig,at du giver dem føde i rette tid;du giver dem, og de samler op,du åbner din hånd,og de mættes med gode gaver.”(Sl 104,27-28) Ja, denne morgen, min kære far er her lige nu. Han ved, at jeg kommer tomhændet – og sulten. Sulten på ham, sulten på mening i livet, sulten på kærlighed, sulten på energi til det der ligger foran mig… Han giver mig – og jeg samler op! Hvor? vil du måske spørge. Hvor samler du det op? Jeg samler det op fra hans bog, Bibelen – som dog er at…

Nogle gange slår min visdom bare ikke til. Jeg forsøgte at gøre noget “så godt”, men jeg står tilbage med tanken: åh, åh, det var vist ikke så godt alligevel. En dag hvor kompleksiteten og de mange hensyn overvældede mig, faldt mine øjne på disse ord: “Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4,7). Et lerkar, ja. I det øjeblik blev jeg så uendelig glad, og jeg følte mig favnet og elsket af Gud! For han ved jo! Han ved, at jeg bare er som et skrøbeligt lerkar. Han ved, at min visdom ikke rækker til. Han…

Gud elskede, men blev ikke elsket tilbage. Gud er kærlighed, men hans skabninger valgte ondskaben. Åh… det gør ondt… “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5). Og Gud valgte at sætte en markant grænse: I en vandflod blev alle udslettet – undtagen Noa – for “Noa fandt nåde for Herrens øjne” (vers 8). Men det med vandfloden hjalp ikke… menneskene blev ikke mindre onde af det… Og alligevel valgte Gud at lade dem leve: “Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene…

Jeg stoppede op ved dette vers: “Så længe jorden står,skal såtid og høsttid,kulde og varme,sommer og vinter, dag og natikke ophøre.”(1 Mos 8,22) Det er Guds løfte om stabilitet. En rytme som ikke vil blive slået i stykker af noget som helst. Det giver mig en tryg ramme. Jeg ved, hvad der kommer derude. På daglig basis står solen op og går ned… Solen varmer mig og stjernerne glæder mig. Det er muligt at hoppe i vandpytter, og det skræmmer mig ikke, når alle bladene falder af træerne, for jeg ved at forårets festfyrværkeri af vidunderlighed vil gribe alle mine sanser igen. Sikke en kærlighed! Gennem årets rytme hører jeg,…

Ja, at Gud har kærlighed til mig i de små ting, gør ham så stor! For hvor har jeg brug for, at han er der i det helt almindelige, hverdagsagtige… En dag følte jeg mig favnet af Guds omsorg, da jeg læste disse vers: “For jeg giver den udmattede at drikke og den hensygnende at spise. Hermed vågnede jeg og så mig om. Og min søvn havde været mig til glæde” (Jer 31,25-26). Her møder jeg virkelig Gud i min træthed – uanset om det er mentalt “jeg orker ikke” – eller om jeg fysisk næsten ikke kan holde øjnene åbne. Gud er der for mig. Han giver mig mad…

Jeg var tolv år gammel. Jeg havde været i kirke en sabbat. Havde hygget og været sammen med venner. Delt åndelige ting. Dybe ting. Noget, der virkelig betød noget for mig. Så meget, at jeg den dag kom hjem og fortalte mine forældre, at jeg ville døbes. Jeg elskede Jesus og ville være hans! Jeg elskede hans ord, og ønskede mig bare mere af det. Jeg ville være kristen! Jesus havde rørt mit hjerte. Han havde kigget på mig længe… og nu svarede jeg på hans kærlighed til mig. Den var gengældt! Jeg blev døbt den 3. maj. En smuk forårsdag. Solen skinnede. Jeg havde glædet mig til den dag…