At være elsket

Lige ind i dit liv: Gud er ikke væk!

Det var Israel, som sagde (Es 40,27):
“Min vej er skjult for Herren,
Gud ænser ikke min ret.

Men Esajas spurgte dem: Hvorfor siger I det? Hvis du kan sige sådan, så er det fordi, du endnu ikke har hørt det, som jeg kan fortælle dig, siger han. Og så foldede han ellers ud (vers 28-31), hvordan det er med Guds tilstedeværelse – til dem, og til dig, hvis du har øjeblikke, hvor du oplever, at Gud er væk…

“Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord”
Næh, næh – Gud er ikke sådan væk – han er evig! Altid eksisterende. Og han har i øvrigt skabt alt, hvad du ser omkring dig. Al den orden og forunderlighed.

“Han bliver ikke træt og udmattet”
Han er aldrig uopmærksom eller ikke-tilstedeværende. Han hører efter, når du siger noget. Han ser, hvad der sker i dit liv.

“Hans indsigt kan ingen udforske”
Tænk ikke, at noget af dit er for stort til ham…

Og hør så – denne forunderlige, evige Gud, som altid er tilstedeværende og som har al indsigt:
“Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke”
Han vil vikle dig ud af alle trætte forviklinger i din hjerne… erstatte dem med håb og livsgnist. Han vil give dig den hvile, som leder dig til ny styrke!

Ja, sådan er det – så smukt og vidunderligt:
“Drenge bliver tætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.
Men de, der håber på Herren,
får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.”

Kære, vidunderlige Gud. Ih, hvor jeg elsker dit løfte… Vil du oversætte lige ind i mit liv, hvad det betyder i dag… Giv mig hvilen… Giv mig håb og livsgnist… Giv mig styrke! Tak, at du favner mig som din egen elskede!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *