I oprør til han ikke kunne mere – så skete dette…

Han var faktisk elsket. Men af en eller anden grund fandt han ikke hvile i det. Måske mærkede han det ikke? Måske følte han sig i skyggen af sin super dygtige og pligtopfyldende storebror?

Han provokerede. Han vidste godt, at det ikke var passende at spørge sin far om halvdelen af hans – mens han stadig levede. Men han var ligeglad. Det er vist ikke for lidt at sige, at han var dødtræt af normer og værdier, af alt!

Med en pæn formue på lommen skred han. Han ville selv. Han orkede ikke de snærende familierelationer, naboerne, byen hvor han var vokset op.

Langt borte blev der fest. Pengene kunne noget. Han kunne være en flottenheimer. Han var centrum i sit liv.

Netop. Han var i centrum. Det var det, han havde ønsket hele sit liv. Men en dag blev det bidende tomt. Alt var brugt – ærlig talt var han nok selv lidt brugt… og nu passede han kun sammen med svinene. Tomhed. Centrum i sit eget liv – det var, hvad der var kommet ud af det… Han spiste svinenes bønner – men forblev uendelig tom indeni.

Er det dig? Står du på en oprørsstemme i dit indre? Mærker du tomheden indeni? Lever du på en krakeleret drøm om at være centrum i dit eget liv?

Gud ser dig. Gud længes efter dig. Som en far – der har elsket dig så meget, at han har ladet dig udleve dit oprør… Du har følt dig væk fra ham… men han har aldrig været væk fra dig…

Om du så siger sandheden til ham: “Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længer at kaldes din søn” (Luk 15,21) – så er det overhovedet ikke på din himmelske fars radar – han ser dig, sin højtelskede (Ja, for synd – det er jo håndteret for længst: Jesus døde for dig! Og fortjene – det har jo aldrig været meningen, det kan du jo ikke… Guds kærlighed er ikke en, du fortjener, det er en, han rigeligt overøser dig med).

Ja, faderen i lignelsen så sin søn – som Gud ser dig – du højtelskede! “Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste” (vers 22-24).

Er du død? Er du fortabt?

Hurra! … endelig … endelig er du død i dit oprør og i dit eget centrum… Hurra! Det er et fantastisk afsæt for et nyt liv: Gud har fundet dig – du, hans højt elskede! Gud vil give dig livet, gøre dig levende – ja, han har gjort dig levende!

Genkender du dig selv i ovenstående? Tænk ikke, at det var tilfældigt, at du læste dette… Hør Guds stemme til dig: Jeg elsker dig højt! Du er fundet af mig! Jeg vil gøre dig levende! Der venter dig et rigt, tilfredsstillende og skønt liv sammen med mig!

Skriv et svar