Jeg skal leve – og jeg lever

“I ser mig, for jeg lever, og I skal leve” (Joh 14,19).

Ja, Jesus, jeg ser dig – og jeg mærker livet strømme ind i mig.

Det er ikke bare det overfladiske kig – dit navn i en bog, som en historie om en fremmed. Nej, det er, at jeg virkelig ser dig.

Jeg tror, at det begynder med, at du ser mig, og at jeg opdager det. Jeg ser, at du lever – og dør – for mig. Det er vildt, Gud! Gud… Gud, at du rækker ned på den måde… At du har mig – ja, os syndige mennesker – som dit ‘omdrejningspunkt’…

… det lyder næsten ‘forkert’, at det virkelig kan være sådan, og jeg tror, det er fordi, du er Gud – så meget mere og større end mig. Så du ser mig på en måde, som om jeg var den eneste… Ja, du evner en kærlighedsrelation med mig (og med hver eneste), som om jeg (vi) var den eneste…

Sikke en kærlighed! Jeg elsker at være elsket af dig!

Jeg elsker at se dig lige nu! Jeg elsker, at du ser mig! Jeg elsker at være din!

Jeg lever!