Eva satte sig selv i Guds sted. Ja, hun ville nok ikke ha’ sagt sig enig i det, men det var det, hun gjorde. Fra at have levet inden for rammen af, at Gud “så, hvor godt det var”, så tog hun nu selv den plads og vurderede: “Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af” (1 Mos 1,31; 3,6). Og det var vel at mærke træet til kundskab om godt og ondt. Det træ, som Gud havde sagt, de ikke skulle spise af. Ups. Og de første konsekvenser mærkede de da også med…

Wau! At noget er fuldendt – det lyder helt ufattelig godt. Og – det var det: “Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt” (1 Mos 2,1). Og det er rammen og afsættet for mit liv! En fuldendt verden. Intet mangler. Alt er i orden. Alle sanser mættes. Ingen glæde mangler. Wau… Nå… vi ved godt, at det holdt ikke ret længe! Og – det er ikke den verden, som vi ser omkring os… Men midt i denne verden, så gjorde Gud det igen! Under langt sværere omstændigheder, med langt større pres, forbundet med uendelig meget smerte for Gud selv, adskillelse og svigt – men Gud gjorde det…

Ja… sådan kan jeg godt li’ at tænke det… For hele mit liv begyndte jo med, at en personlig, elskende Gud skabte. Så selveste skabelsesberetningen har noget at sige om mit liv med Gud. Gud havde en plan om at skabe mennesker – og som de første skridt gjorde han en skøn jord klar til dem. Igen og igen i fortællingen læser vi Guds egen konklusion på det, han skabte: “Gud så, at det var godt” (1 Mos 1,10) – som et omkvæd der trækker det væsentlige frem, så vi ikke glemmer det. Ja, jeg lærer med det samme Gud bedre at kende: Det, Gud gør, er godt! Når Gud…

Hvilket menneske kan rumme Gud? Nej, vel – intet. Alligevel møder vi Gud, ja, han vil det og åbenbarer sig for os. Så samtidigt er han ham, som vi ikke kan rumme… og ham, som er os helt nær. Skabelsesberetningen viser os begge sider af Gud. I det første kapitel møder vi Gud, som siger: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os… Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,26.27). Han er i gang med at skabe hele vores verden. Det er den store almægtige Gud, skaberen af hele universet, vi møder…

En lille ting – som i det øjeblik blev en stor ting for mig. En enkelt sætning: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” (1 Mos 1,1). Og se – Gud er midt i sætningen – og jeg tænkte: Sådan er Gud midt i det hele. Sætningen er den første i Bibelen, og den fortæller, hvordan alting begyndte. Og der er Gud, midt i det hele. I en begyndelse – hvor han skaber – og bagefter er der en himmel og jord, hvor han er. Og sådan ind i dit og mit liv. Gud er her – midt i det hele. Midt i alt vores. Aldrig er vi uden Gud.…