En højt elsket datter – sådan elsker Gud dig
To beretninger flettet ind i hinanden.
En pige. En kvinde.
Pigen var 12 år. Kvinden havde blødt i 12 år.
Pigen var omgivet af en familie, der elskede hende. Kvinden måtte leve udenfor, alene.
Pigen fik knus og kram. Kvinden måtte man ikke røre, så blev man uren.
Pigens far kom til Jesus og bad ham indtrængende om at helbrede hans elskede datter. Kvinden havde ingen til at tale sin sag.
Men. Ja, sådan fortælles den ene historie: “Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger.” “Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham” (Mark 5,25.30).
Pludselig ved vi, at hun er blevet helbredt! Og Jesus siger til hende: “Datter…” (vers 34).
Jesus elskede hende. Hun var i lige så høj grad hans højt elskede datter – som Jairus elskede sin datter højt. Og – Jesus vil altid tale hendes sag!
Sådan elsker Jesus dig! Hans elskede datter eller søn. Altid klar til at røre dit liv. Altid i forbøn for dig – han taler din sag.