At være elsket

Skjult for mennesker – set af Gud

Jeg gribes lige af denne lille ord-detalje – en pointe i virkeligheden, der handler om – at det ikke handler om at være set af mennesker, men om at være set af Gud.

Jep… og det er forløsende skønt at zoome ind på. For – at blive set af mennesker – det kan kræve noget af os selv… måske skal vi kæmpe for deres opmærksomhed, fortjene den, være gode nok, gøre noget interessant nok. Gud ser – uden vi gør noget som helst for det.

Og når vi bliver set af mennesker – så aner vi ikke, om de ser det, vi ønsker, de skal se… og da slet ikke, hvad de tænker om os… Vi ved, at Gud elsker os – uanset, hvad han ser i vores liv. Og – han ser alt… det er trygt, fordi han elsker os, og ønsker at gøre det allerbedste i vores liv.

Jesus siger, at når vi beder – så handler det ikke om at “vise sig for mennesker” (Matt 6,5). “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (vers 6).

Tænk på det når du beder. Gud ser dig! Der, i det skjulte, det, som ingen andre ser… Han elsker, at du kommer til ham… Han elsker at lønne dig for din tillid til ham – at bære dine bekymringer, at hjælpe dig i dag, at arbejde med løsninger på det, du umuligt selv kan løse…

Der – ja, eller her, skulle jeg måske sige – her i det skjulte, lige nu, sammen med Guds ord til dig og til mig – så fylder han dig og mig med sin fred!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *