Gud – jeg vil med!

Ih, hvor forstår jeg godt, at “manden, der havde været besat”, bad Jesus “om lov til at komme med ham” (Mark 5,18). Han havde jo lige oplevet det store mirakel: Dæmonerne – hele legionen – var blevet sendt ud af hans liv. Manden havde oplevet sig selv som fornuftig og almindelig, og han havde siddet sammen med Jesus og set ind i de kærligste øjne, det varmeste ansigt – ja, det var et sted, han aldrig havde lyst til at forlade.

Men Jesus sagde nej. Og i stedet gav Jesus ham en opgave: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig” (vers 19).

Nå.

Og her står så jeg. Med historien ind i mit liv i dag. Åh, jeg længes også efter at komme med Jesus – til himlen. Om jeg dog kunne slippe for krigens rædsler (på tv), alderdommens ynkelighed og smerte og at det fra tid til anden gør ondt at leve med andre mennesker… Gud, tag mig med!

Når jeg ikke orker… så har jeg også igen og igen oplevet, at Gud tager mig lige hen til mit kald: Fortæl om mig! Gør det, jeg har lagt på dit hjerte for at dele mig med andre!

Gud har brug for dig! Mandens historie var fantastisk. Et mirakel af dimensioner. Det gjorde indtryk. Sådan en personlig beretning fra en, de kendte, kunne man ikke modsige…

Derfor har Gud brug for dig! At du fortæller – eller lever – din historie med ham blandt dem, som kender dig…

Og det forunderlige er, at når vi gør det – så oplever vi virkelig, hvordan Jesus står lige ved vores side. Nu!

Skriv et svar