Ofte søger vi svaret i det, vi forstår… Men Job fik ikke et svar eller en forståelse i forhold til alle kriserne i sit liv. Han fik Gud. Og da han havde set Guds forunderlige herligheds åbenbaring af sig selv, så sagde han: “Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig” – “Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42,1.5). Det handlede om Gud. Og Job har fået et andet perspektiv på sig selv: “Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked”…

Martha står lige overfor miraklet, da Jesus siger: “Tag stenen væk!” Men Martha siger: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag” (Joh 11,39). Stolthed, ingen skulle lugte hendes bror eller se et lidet flatterende halvrådnet lig derinde bag stenen… Ja, men Line, jeg vil gøre mit store mirakel – nu – i dit liv… Ja, men Gud… det stinker så meget… jeg kan ikke li’ det… jeg har ikke lyst til at røre ved det… Men som ingen anden evner Gud at røre ved det, der stinker i vores liv. Og når han rører det, så bliver det ikke ved med at stinke – så kommer…

Nogle gange kan det ellers godt se sådan ud… Vi kan stå midt i noget, vi ikke kan overskue – og hvor risikoen for at tage forkerte valg synes overhængende… Eller hvor vores egne følelser er i oprør eller ufred… Og vi synes ikke, vi kan se Guds vej ind i det hele… Jesus siger: “Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham” (Joh 11,9). Dagen. Lyset. Ham, som er verdens lys! “Jeg er verdens lys,” sagde Jesus (Joh 9,5). Der er noget, vi ved… der er noget, vi godt kan se……

Måske lærer jeg ikke så meget i livets udfordringer, som jeg aflærer… Måske tillader Gud udfordringerne i mit liv, ikke så meget for at jeg skal lære, men for at jeg skal slippe alt mit – og lægge min hånd tillidsfuldt i hans. “Tro er fast tillid” (Hebr 11,1). Enkelt som barnetroen. Barnet, der kommer til sin far, uden at kunne noget: Far, hjælp mig! Når stormene raser omkring skibet, må lasten kastes over bord… Ligeså med livets storme… så er der så meget, vi ikke rummer… og Gud er der, og med kærlighed forenkler han vores perspektiver: Når han er her, så er det det. Så er det ikke…

“Se, han kommer med skyerne” (Åb 1,7). Forfatteren af min morgenandagt havde fokus på, at skyerne og Gud i bibelen er koblet sammen… Ja, det kunne jeg genkende… for vi kan jo ikke se Gud direkte, så der er han, dækket af skyerne. Menneskeligt set, så udtrykker skyer også noget tungt… Når skyerne er mørke, er vores sind nede. Når vi er omgivet af skyer, kan vi ikke se nogen vej frem. Er solen dækket af skyerne igennem lang tid, er vores liv sorgfuldt, svært, problemfyldt… Men der er Jesus! Nogle gange endda tydeligere i et liv fyldt af skyer… Ja, det er nåde! For Guds tanke var ikke, at…