Vi snakker sammen om det, der skete – begge får vi gåsehud på armene… For Gud gjorde noget stort med os – vi blev venner – som en gave fra Herren, fordi Gud ville det. Vi mødtes på en konference. Hun fulgte sin mand – og havde slet ikke lyst til at tage med på den rejse, faktisk. Hun havde ikke energien… men tog med alligevel… Jeg var der. Et lille åbent vindue i mit liv. Så kort. Men jeg var der… Jeg så hende… og hun undrede sig… hvorfor så jeg lige hende? Helligånden! Det ved vi begge i dag… Hun var den eneste, jeg connectede med på det…

Jeg er ved at læse Sandheden sætter dig fri – og Gud, som talte til mig, da jeg skrev den, gør det levende i mig igen. Jeg har lyst til at dele lidt (side 121). Beretningen finder vi i Mark 5,25-34: Jesus ville give hende sin kærlighed. Og fjerne hendes frygt. “Han sagde til hende: ‘Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!’ ” (vers 34). Sandheden var, at han elskede hende som en datter. Og en datter kan altid komme til sin kærlige far. En datter har et barns rettigheder til sin fars kærlighed, opmærksomhed og hjælp med alt det, hun…

En kær troende kvinde mindede mig om dette vers: “Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse. I skal komme ud og springe omkring som fedekalve.” Mal 3,20 Ja… Gud er mit center! Han er den, som jeg ønsker at ære. Det er ham, som jeg kommer til med glæde og bøvl, synder og oplevelser… Og så lover han mig, at han selv – ham som er retfærdig – vil varme mig som en sol. At der vil være lys omkring mig – fra ham – og det er lyset, der fjerner alt mørke! Og der… som under de tryggeste…