Guds kærlighed i et øjeblik med ulidelig sorg

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stærk sorgen har været i det øjeblik – ikke blot for Adam og Eva, men for Gud, alle englene, hele universet.

Nu var det sket, som ingen havde set konsekvensen af: Mennesket havde spist af det træ, som Gud havde sagt, at de ikke måtte spise af.

Gud vidste, hvad der ville komme: Kolde hjerter og mord på åben gade. Hjerter fulde af smerte, kun dårligt dækket af et forkrampet ydre. Dyrene, der tidligere havde været tillidsfulde, ville blive sky og aggressive. Tidsler, blade uden træer, rå kulde. Træthed, alderdom og forfald, sygdom, død.

Hvilken smerte. Så megen ulidelig smerte. Så megen ulidelig sorg. Selv de levende kunne livet blive tampet ud af til tider.

Gud vidste. Gud elskede. Gud elsker. Så meget, at jeg ikke begriber det.

Og frelsesplanen var lagt – før det skete: “For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed” (Ef 1,4). Ja, “I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn” (vers 5).

Altid elsket. Forudbestemt til frelse.

Og der stod de. Eva og Adam. Nøgne, bange og triste. De vidste det godt. Selvom der var så meget, de endnu ikke vidste.

Gud kommer til dem. Og den første konsekvens, han fortæller dem, er, at slangen vil være forbandet og en dag blive knust for evigt! Det er håb! Det er sejr: “Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3,15). Det er Kristus. Det er kærlighed.

Altid kærlighed!

Midt i dit tristeste øjeblik er Gud – med sin kærlighed! Han kendte dit øjeblik – inden – og han var der allerede inden med sin kærlighed. Og en dag, så knuses alt ondt sammen med djævelen selv – og du kan leve med Gud altid – i kærlighed!