Synd er ikke kun noget, vi gør – vi er også selv udsat for andres synd. Det er handlinger, som skader, sårer og efterlader os med blødende hjerter. Fx et barn, der har oplevet, at kærligheden var betinget – eller måske endda at være helt uønsket, vil måske senere i livet leve med et umætteligt behov for at være i centrum for andres beundring – eller endnu værre – for deres frygt. Og netop – umætteligt – for andre menneskers beundring eller frygt kan hverken tilfredsstille eller mætte. Det åbne sår bliver blot ved at dræne, og tomheden indeni er fortsat lige stor. Det ender med bitterhed mod livet og mod alle. Barnet var magtesløs og uden ansvar i…

Man gør op! … vi fristes til at bortforklare eller gemme væk… Men det kommer der ikke noget godt ud af… “Før jeg var villig til at indrømme min skyld, havde jeg det helt elendigt. Jeg sukkede dagen lang.” (Sl 32,3-4 Bibelen på Hverdagsdansk). Så længe vi undlader at få gjort op, så tappes vi for glæde, frimodighed og overskud… Det er en vej også til åndelig død… Da David fik gjort op, så kunne han sige: “Så bekendte jeg omsider min synd for dig, søgte ikke længere at skjule mine forseelser. Jeg sagde: “Jeg vil bekende mit oprør for Herren.” Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.” (vers 5)…

Tingene bliver ikke forvandlet, når jeg taler til Gud. Tingene bliver forvandlet, når Gud taler til mig. … Jesus sagde: “Den, der har ører, skal høre.” (Matt 13,9) Her efter lignelsen, som Jesus fortalte om sædemanden. Til hver eneste af de 7 menigheder i Åbenbaringens bog gentages de samme ord: “Den, der har øre, skal høre hvad Ånden siger til menigheden.” (fx Åb 2,7). Her med tilføjelsen, at det er Ånden, som taler. I Det gamle Testamente står der igen og igen: “Hør Herrens ord,” (Hos 3,4) “Hør dette” (Hos 5,1) og lignende. I vores bønneliv er det betydningsfuldt, at vi lærer at lytte til Gud. For det er ikke…