Når man i tro gør ingenting

Måske var du med i går, da vi læste om Marias tro, da hun modtog Guds engel med kaldet om at blive mor til hans søn. Med den episode begyndte en lang historie – en historie i tro og i overgivelse igen og igen, idet hun var ved Jesus’ side som hans mor.

Josef forstod slet ikke, hvad der var sket. Sådan begynder historien om Jesus i Matthæusevangeliet. I Lukasevangeliet ser vi Maria så nær, englen kommer, Maria lytter, vi får indblik i, hvad hun tænker og hører hendes spørgsmål, og hvordan hun tager imod kaldet. I historien hos Matthæus er hun nærmest fraværende. Det er Josef, som er omdrejningspunktet.

Historien begynder så faktuelt: “Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden” (Matt 1,18).

Ja, sådan skete det, og det var ikke let for Josef at være mand i det. Rablede det for Maria? Løj hun? “Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed” (vers 19). Han tog konsekvensen af det, som virkede så forkert…

Og der står intet om Marias oplevelser og tanker… Hvordan var det for hende at fortælle det til Josef? Hvordan var det for hende at se hans skepsis lyse ud af hans øjne? Vi får ikke at vide, at hun bad Gud inderligt om at overbevise Josef; eller om hun blot råbte til Gud om, at han måtte tage sig af det. Der er stilhed omkring Maria.

Og historien fortsætter i det overnaturlige gear: Herrens engel er aktiv igen, og han fortæller Josef, at Maria venter et barn, som er undfanget ved Helligånden, og han ikke skal være bange for at gifte sig med hende, men at han skal give barnet navnet Jesus og være som en far for det barn.

Sådan. Stilhed omkring Maria. Guds løsning.

Og jeg tænker på den tro, der gør ingenting… Og nej, det er slet ikke så let, som ‘ingenting’ næsten kan lyde… Men der er situationer, hvor vi skal gøre ingenting i tro – og overlade det til Gud at gøre! Afventende i tro.