Ordet selvfornægtelse hører denne verden til – godt hjulpet af slangen… Vi lærte det at kende sammen med syndefaldet. Inden mennesket så, begærede og tog – kendte det kun lykke og glæde. Alle levede fyldte af kærlighed – ikke for sig selv, men for andre… Men inden mennesket syndede, introducerede slangen ligesom en negativ klang over “selvfornægtelse”: Hallo, lad ikke være med noget, som du har lyst det! Gør det! Det er bare Gud, som forsøger at begrænse dig… holde noget godt tilbage fra dig. Fornægt ikke dig selv noget, som ser godt ud… At fornægte sig selv noget – det dør man af… Når man gør noget, man har lyst til…

Fristelse er fuld af smerte. Fristelsen er så appellerende – for den lover mig lykke og lindring… i øjeblikket i al fald… Når den er stærk og besnærende, har jeg slet ikke lyst til at lade den glide forbi… prisen kommer først bagefter… Men der er også en smerte og pris forbundet med at give efter… Regningen gør ondt… Den fremmer hadet indeni mig… også hadet til mig selv… Faktisk står valget mellem to smerter: Smerten ved selvfornægtelse eller smerten ved selvdestruktion… Jesus indbyder mig til den første. Han ønsker ikke min destruktion. Han tilbyder mig korsets vej: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors…

Jeg var barn. Min far havde en morbror og tante i den by, hvor vi boede. De var gamle. Så døde den ene. Og blot tre uger efter den anden. Så stor en del af deres hjerter var hos hinanden, at det ene hjerte ikke havde lyst til at slå, når det andet hjerte ikke var mere… Det er kærlighed. Det er et rigt liv. Det er at have et fuldt hjerte i stedet for et tomt hjerte. Den del af vores hjerte, som vi giver til en anden – passer lige ind i et tomrum i den andens hjerte. Vores eget tomrum, fyldes når vi lever på den måde. Kærligheden vokser,…