Selvfornægtelse? – Selvdestruktion?

Fristelse er fuld af smerte. Fristelsen er så appellerende – for den lover mig lykke og lindring… i øjeblikket i al fald… Når den er stærk og besnærende, har jeg slet ikke lyst til at lade den glide forbi… prisen kommer først bagefter…

Men der er også en smerte og pris forbundet med at give efter… Regningen gør ondt… Den fremmer hadet indeni mig… også hadet til mig selv…

Faktisk står valget mellem to smerter: Smerten ved selvfornægtelse eller smerten ved selvdestruktion…

Jesus indbyder mig til den første. Han ønsker ikke min destruktion. Han tilbyder mig korsets vej: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” – smerten ved selvfornægtelse… Men hvis jeg ikke vælger den, kommer smerten ved selvdestruktion automatisk: “For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; Men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.” (Mark 8,34-35).

To smerter. Men på to forskellige tidspunkter. De er meget forskellige. Smerten ved selvfornægtelse forsvinder, og vi modtager en lykke og et liv, som overgår alt, vi kan forestille os. Hvor smerten ved selvdestruktion bare bliver værre og værre – og ender med vores totale ødelæggelse.

“Jeg er korsfæstet med Kristus. jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.” (Gal 2,19-20) Korsets vej er kærlighedens vej. Jeg er favnet i Guds kærlighed – og den bliver endnu stærkere for mig, når jeg slipper mit eget… Smerten ved selvfornægtelse er djævlens bedrag… en skygge, som jeg i fristelsens stund ikke kan se igennem…. Men – hold ud! – kig op, op over skyggen – tag imod Jesus – alt hvad der er værd at leve for, er lige på den anden side… Hans kærlighed er stærkere end enhver smerte!

Skriv et svar