Jeg gyser, når jeg læser historien om Pilatus. Jeg ville så gerne, at Pilatus havde taget imod Jesus. For Pilatus så det. Han så den uskyldige mand foran sig. Han så, at han ikke var af denne verden. Han så jødernes falskhed og et uægte komplot. Han så det overnaturlige, da hans kone sendte bud om ikke at røre denne mand på grund af drøm, hun havde haft. Han så, at alle var så vilde og oprørte – men ikke den guddommelige. Fra Joh 18,33-38:Han spurgte: Er du jødernes konge?Jesus svarede: Du siger det af dig selv… Pilatus, du er på rette vej, troen har rørt dit hjerte…Han spurgte: Hvad…

Alene foran Gud. Der vinder du kampen. Jesus havde sin mest smertelige kamp i Getsemane have. “Han blev grebet af sorg og angst.” Han sagde til sine disciple: “Min sjæl er fortvivlet til døden.” Han bad: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” (Matt 26,37.38.39). Tre gange bad han den samme bøn. “I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden” (Luk 22,44). Det var i den kamp, at han overgav sig til sin fars vilje. Det var der, at han tog imod sejren over sig…

Hamsterhjul? Hmm? Er du god til at få slappet af? Jesus har øje for det. Jeg er helt vild med, at han siger: “Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt” (Mark 6,31). Jesus har givet en ugentlig hviledag, hvor vi træder ud af hverdagens trummerum. Og Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Jeg tror, at han forstår, hvad den virkelig dybe hvile handler om. Han kender til at hvile, samtidig med at vi er i aktivitet. Han formår at give vores sind hvile. Ja…

Nogle gange stopper jeg op og tænker over, om der er det, der skal være på min tallerken. Er det tilpas? Er der plads til noget, hvor jeg har lyst til at bidrage? Er der for meget? Er jeg ‘sundt træt’, eller er jeg ‘for træt’, når dagen er omme? Har jeg behov for mere hvile? Noget a la det. Måske kender du tankekæden. En aften tænkte jeg over det, og næste dags morgen modtog jeg et guldkorn fra en vens andagtsstund: Bed ikke om opgaver, der svarer til mine kræfter. Bed om kræfter, der svarer til mine opgaver. Tak! Mine tanker flyttede sig lige over i et andet afsæt:…

Vi har så tit hørt det: Du har ikke andet end nu’et. I går er gået. I morgen er her ikke, og der er ingen garanti… Nu. Du har lige nu. Og så siger David:“Jeg blev glad, da de sagde til mig:Lad os drage til Herrens hus!Nu står vore fødderi dine porte, Jerusalem.”(Sl 122,1-2) Nu? Nu! Er det virkelig nu, at du har dine fødder i døråbningen til alt hans? Er evigheden så sikker, som hvis du kunne se dine egne fødder placeret i døråbningen til evigheden? Ja, hvis du har dit sind vendt mod Herren. Hvis dit ønske er at komme tættere på ham. Hvis du fyldes af glæde…

Svimlende. At tænke sig, at vi kan kende universets Skaber. For Filip var det også svært. Han havde lige hørt Jesus sige: “Kender I mig, vil I også kende min fader” (Joh 14,7). Men Filip var totalt NEJ indeni. Han siger til Jesus: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os” (vers 8). Og der kan vi stå ind imellem. Gud? Gud? Jeg kender dig jo slet ikke! Hvordan gør jeg? Hvordan kan jeg – som menneske – kende universets Skaber, Gud over alt? Nej… for mig virker det ikke… Jesus siger det så enkelt: “Den, der har set mig, har set Faderen” (vers 9). Gud – tæt…

Overraskende. Endnu engang gør Gud noget, du ikke ville forvente. Der er tørke. Gud har selv sendt den, fordi hans folk har forladt ham. Gud har sendt Elias for at fortælle kong Akab om tørken, som altså ikke bare er tilfældig men Guds redskab til omvendelse. Og så sørger Gud for Elias. Det forventer vi. Men måden overrasker. “Så kom Herrens ord til ham: ‘Gå bort herfra, begiv dig mod øst, og skjul dig ved bækken Kerit øst for Jordan. Du kan drikke af bækken, og jeg har befalet ravnene at sørge for dig” (1 Kong 17,3). Smukt. Smukt at se for sig, hvordan “ravnene bragte ham brød og kød…