At modtage

Svaret til mig: Han større – jeg mindre

Jeg mødte min afmagt – jeg ville så gerne dele HAM. Jeg ville gerne fortælle, at han ALTID er kærlig. Jeg ville gerne dele, at nogle af historierne om ham handler bare om, hvordan han agerer i en syndig verden – det var ikke hans opfindelse, at det skulle være sådan… Jeg ville gerne forsvare HAM.

Men har han i grunden brug for at blive forsvaret? Kan han mon ikke tale for sig selv? Var det mon bare mig, jeg forsvarede?

Jeg mødte min afmagt igen. Åh, Gud… jeg vil så gerne, at det handler om dig – ikke om mig… Tilgiv mig hvis jeg tog pladsen…

Johannes døberen sagde disse stærke ord: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30). Ja, Gud – i hele mit liv.

Jesus sagde: “Den, der tager imod dette barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har sendt mig. For den, der er den mindste blandt jer alle, han er stor” (Luk 9,48).

Og jeg smiler… måske deler jeg nogle gange HAM med en passion som barnets… Og tak Gud – andre kan også bære over med mig… Jeg var i sandhed “mindre”… måske mødte jeg ikke min afmagt, men min stolthed…

Gud, tag du bare det hele! Og jeg går lettet videre… som barnet med min kære far i hånden! Måske er jeg faktisk lidt stor…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *