Hjælp min vantro

Det gik skidt. Hans søn var syg, og disciplene kunne ikke helbrede ham.

Nu var Jesus kommet. Faren sagde til ham: “Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” (Mark 9,22).

Faren var i tvivl. I tvivl om de andres kunnen. Disciplene kunne ikke. Kunne Jesus?

Jesus svarede: “Alt er muligt for den, der tror.” (vers 23). Nu pegede pilen pludselig på faren. Han havde været så fokuseret på at løse tingene selv ved at finde en, som kunne helbrede. Han havde slet ikke overgivet sig i tro til Gud.

Han råbte til Jesus: “Jeg tror, hjælp min vantro.” (vers 24).

Min vantro konkurrerer med min tro. Min vantro handler om mig selv. Jeg tvivler på, om jeg kan. Altså kan jeg finde Gud? Kan jeg tage imod hans hjælp? Beder jeg nok? Overgiver jeg mig nok? Men også om Gud nu kan hjælpe mig – ind i min forestilling om hvad han skal gøre…

Men hvad nu hvis Gud vil gøre noget andet? Hvad med bare at give slip og så give Gud plads. Til at han kan gøre ting på sin måde. Det er tro! Og det er frihed… Ikke noget jeg skal kæmpe for, men noget jeg skal tage imod… Det er at give Gud min tillid – uanset hvad Gud vil.

Skriv et svar