At modtage

Ustyrlige forandringer

Det er bare en del af livet. Der kommer forandringer, som vi ikke kan styre. Til tider knap nok påvirke.

Nogen gange er det spændende, fordi nye døre og muligheder åbnes. Andre gange er det for spændende, usikkerheden gnaver, og vi ved ikke, om vi har det, der skal til for at lykkes.

Selv forandringer, som vi selv ønsker os, kan udfordre os – for ved vi nu egentlig, om det bliver godt “på den anden side”.

Måske er der også forandringer, som ville være gode for os – men vi har ikke modet til at gå derhen. Eller vi kan ikke se, at det er det, der skal til, for at vi får det til, som vi drømmer om.

Jeg synes, at disse ord taler ind i det hele:

“Find din glæde i Herren,
så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker.
Overgiv din vej til Herren,
stol på ham, så griber han ind.”

(Salme 37,4-5)

Åh, så dejligt – Gud ved – bedre end mig – hvad mit hjerte egentlig ønsker!

Ih, hvor skønt og trygt – Gud griber ind i mit liv, han gør noget ved noget, som overgår, hvad jeg forstår – fordi han ved, at det vil være godt for mig!

Tak, kære Gud! Det har jeg virkelig brug for! Tak, kære Gud, for at jeg kan overgive det til dig – og så leder du – til det, som er det bedste for mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *