Det er dig, Jesus siger det til: “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15,11). Det er dig, Gud taler til! For det her handler ikke om dig, men om ham – og Gud ønsker, at være hos dig, så du er fyldt af hans glæde! Fordi du er elsket. Fordi han giver dig sin kærlighed. Fordi han fylder dig med betydning og mening. Fordi han leder dig. Fordi han hjælper dig. Fordi han er skøn. Ham! Måske har du været med de sidste dage, hvor glæde har været temaet. Ja, jeg kan næsten ikke slippe det…

“Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15,11). Jeg har så tit stoppet op ved, at min glæde skal blive fuldkommen! Det er fantastisk, Jesus. Det er din glæde i mig. Og den er ikke afhængig af mine omstændigheder, men af dig. Tak! Og jeg ved, at jeg har skrevet om det før… så lige før sagde jeg til dig, at hvis jeg skulle skrive om det igen – så måtte du give mig en anden vinkel… Du mindede mig med det samme om en prædiken, jeg hørte forleden. Han fortalte om samtale med en dame. Hun…

Når livet er sværest – så rækker min egen vilje ikke… Sådan var det også for Jesus. Et helt liv havde han levet sådan her: “For jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig” (Joh 5,30). Ja, han søgte sin fars vilje. Han ville sin fars vilje. Hans fars vilje var hans egen vilje. Men i Getsemane have blev det svært. “Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39). Han ville ikke, som hans far ville. Men han blev der, ja, han lænede sig ind i sin fars vilje, indtil Guds vilje blev den, han levede. Og han siger senere…

“Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I om noget i mit navn, vil jeg gøre det” (Joh 14,13-14). Åh, min kære Jesus. Jeg bøjer mig for dig i bøn. Jeg elsker at være sammen med dig lige nu. Og jeg ønsker bare, at mit hjerte må være afstemt med dit. Tag alt det ud af mit hjerte, som ikke er i samklang med dine tanker. Du som “nedbryder tankebygninger” (2 Kor 10,4), du må fjerne det i mig, som ikke har sin kilde i dig. At bede i dit navn – hvor er det stort…

I det øjeblik havde jeg mest lyst til afstand. Afvist. Det respekterede jeg. Som altid havde jeg min andagt. Og Gud tog mig ind i nådens rigdom: “I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde” (Ef 1,7). “Han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus” (Ef 2,6-7). Hans nåede gennemstrømmede mig. Rig nåde, ja, en overstrømmende rig nåde. Jeg stoppede op i tanken, smagte på ordet ‘overstrømmende’. Det er dejligt at tage ind, hvile i,…