“Ja, selv alle jeres hovedhår er talt” (Luk 12,7) – det er da at interessere sig for små ting! Eller for småting! Og en Gud, der gider interessere sig for noget så småt – og ja, ligegyldigt? eller? – han må virkelig elske mig og interessere sig for alt i mit liv! Ja, jeg kender også en, som havde fået en sygdom, hvor hun mistede håret. Lige pludselig er det ikke så ‘ligegyldigt’, hvor meget man har… Og – jeg skylder også dig en undskyldning, Gud – at omtale, hvorvidt du ‘gider’, når det handler om din kærlighed… Undskyld, jeg taler vist om noget, jeg ikke helt forstår… Og så…

Morgen. Mørk morgen, ja. Men alligevel trak jeg lige persiennerne fra, så jeg var klar til, at lyset kunne komme ind. Når det kom… Og så kom jeg til at tænke på, at sådan vil jeg også, at mit sind skal være: Åbent og klar til at Jesus kan lyse ind. Ja, så jeg ser lyset, hans hånd, hører hans stemme i de små oplevelser, som kommer i løbet af dagen. “Se, jeg står ved døren og banker på;hører nogen mig og åbner døren,vil jeg gå ind til hamog holde måltid med hamog han med mig.”(Åb 3,20) Ja, kære Jesus, døren er åben! Kom bare ind!

Nikodemus mødte Jesus om natten i ly af mørket. Og Jesus satte lys på, hvad det handler om: At tage imod! Ånden! Ånden skal ind i dit liv, Nikodemus! “Hvordan kan det gå til?” (Joh 3,9) Og Jesus svarer: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd” (vers 10-11). Nogen tager ikke imod. Måske har du ikke taget imod, Nikodemus. Og det er bare det, du skal gøre. Du skal tage imod, at jeg fortæller dig, at det kan ske: Ånden kan komme…

Altså, i går læste vi, at David skrev: “Jeg har mere indsigt end alle mine lærere” og “Jeg har mere forstand end de gamle” og “Dine befalinger gør mig visere end mine fjender” (Sl 119,99.100.98). Og hans søn Salomo var verdens viseste. Som direkte svar på bøn. Salomo bad: “Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt.” Og Gud sagde: “Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig” (1 Kong 3,9.11). Josef fik visdom af Gud til at forstå sig…

Sådan var det for David. Han var vildt glad for Gud og søgte hele tiden at lære ham bedre at kende. Han har skrevet salme 119. Den længste i Bibelen. Tænk, min farfar kunne den udenad! I den salme folder David ud, hvor meget Guds befalinger, forordninger, bud, ord, lov, lovbud – betyder for ham. Guds love er kærlige og gode – og vi får et Godt liv, når vi lever efter Guds design. “Lykkelig den, der overholder hans formaninger og søger ham af hele deres hjerte” (vers 2). Og når vi lever på den måde, er vi ikke blot lykkelige, men også vise. David beskriver det så smukt: “Hvor…

Det var jo sådan, at alt rodet begyndte: Eva og Adam troede på løgnen i stedet for at tro på Gud. Heldigvis slap Gud os ikke – han slipper os ikke – og han er selv: “Vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6). Men løgnen lever stadig. Satan benytter sig af løgnen. Han forsøger at bedrage os til at tro noget andet end sandheden. Her en beskrivelse af det, der sker: “Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive…

Det var Johannes Døberens enkle og faktisk også indlysende budskab: “Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden” (Matt 3,10). Ja, selvfølgelig, for hvad skal man med et frugttræ, som er holdt op med at bære frugt? Det er ligesom ikke nok med dets udseende eller skyggen. Men nu var det i virkeligheden mennesker, Johannes talte til og om. Til hyklere! Nogle, der ville ‘lade som om’. Men – den går ikke: “Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver,” (vers 7-8). Frugt?! Kræver…

Da jeg skrev stykket til i går, kom jeg pludselig til at tænke på disse vers: “Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd” (Jak 1,5-8). Det, jeg pludselig så, er: Når jeg beder til Gud, må jeg både tro på ham…

Sådan var det en gang i al fald. Menneskene kunne ikke arbejde, når solen gik ned, og det blev mørkt. Og solen tilfører vores jord energi til liv. Og menneskene har fundet på at tilbede solen, fordi de tænkte, at den var kilden til deres liv. Så de tilbad solen, der står op. Gud beder os om at tilbede ham, når solen går ned. I skabelsesberetningen læser vi om, at det nye døgn begynder med aften: “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag” (1 Mos 1,5). Den sjette dag blev menneskene skabt: “Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag” (vers 31). Herefter kom…