At modtage

Er kristne vise i virkeligheden?

Altså, i går læste vi, at David skrev: “Jeg har mere indsigt end alle mine lærere” og “Jeg har mere forstand end de gamle” og “Dine befalinger gør mig visere end mine fjender” (Sl 119,99.100.98).

Og hans søn Salomo var verdens viseste. Som direkte svar på bøn. Salomo bad: “Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt.” Og Gud sagde: “Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig” (1 Kong 3,9.11).

Josef fik visdom af Gud til at forstå sig på drømme: “Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar” (1 Mos 41,16). Og “Farao spurgte sine folk: ‘Findes der nogen, der har Guds ånd som han?’ Så sagde Farao til Josef: ‘Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig” (vers 38-40).

Og Daniel og hans venner fik meget visdom fra Gud: “Hver gang kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, opdagede han, at de var ti gange så dygtige som samtlige mirakelmagere og besværgere i hele hans kongerige” (Dan 1,20).

For leden sagde jeg til en kristen kollega: Du, nogle gange oplever jeg, at jeg er dygtigere på arbejde, end jeg egentlig er. For jeg beder Gud hjælpe mig, og så får jeg ideer, og ting lægger sig til rette – og jeg jubler og siger tak. Og hun sagde, at sådan havde hun det også.

Så jeg tvivler ikke på dette: Søg Gud – og du får mere visdom, end du har!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *