At modtage

Tro på sandhed eller tro på løgn

Det var jo sådan, at alt rodet begyndte: Eva og Adam troede på løgnen i stedet for at tro på Gud.

Heldigvis slap Gud os ikke – han slipper os ikke – og han er selv: “Vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6).

Men løgnen lever stadig. Satan benytter sig af løgnen. Han forsøger at bedrage os til at tro noget andet end sandheden.

Her en beskrivelse af det, der sker: “Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt” (2 Thess 2,9-12).

Ser du det? Hvis vi har taget imod – dvs. det er noget, vi får – kærlighed til Jesus, som er sandheden – så er vi sikre og bliver frelst. Det er trygt.

Det er også det eneste, der er trygt. Lige så lidt som Eva og Adam, er vi i stand til selv at vurdere. Og står vi ikke i Jesus, står vi ikke i noget – og så bevarer Gud os ikke, men løgnen får lov at møde os i al sin styrke, og vi falder for den…

Så – lige nu – så handler det om at være sammen med Jesus og lære ham stadig bedre at kende. Ja, at modtage hans kærlighed.

Hos ham – altid tryg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *