Ja, men det er jo barnelærdom, at alle, som tager imod Jesus, har en plads i hans evige rige. Og herfra kan det jo så i grunden synes enkelt, at de kristne, det er dem, som har taget imod Jesus, så – de kommer ind i Guds rige. Men… Jesus siger nogle mærkelige ting til jøderne, som var Guds folk på den tid. “Jeg kan godt sige jer at skatteopkrævere og prostituerede vil komme ind i Guds rige før jer” og videre i en lignelse ” ‘Gå nu helt ud i udkanten af byen og inviter alle og enhver til brylluppet.’ De gik ud på gader og stræder og hentede…

Jesu ord greb mig med dyb begejstring: “De behøver ikke gå nogen steder hen” (Matt 14,16). Nej, mærkede jeg Ånden forvisse mit hjerte, for hvor Jesus er, der er det, jeg har brug for. Sammen med ham har jeg alt! Det var blevet aften. En lang dag var ved at ebbe ud. Jesus havde trængt til at være alene. Han var sejlet til et øde sted. Ja, normalt var det øde. Men ikke nu. For folkeskaren var fulgt med ham – inde på bredden. Så da Jesus kom i land, var der mange mennesker fra de omkringliggende byer. Mennesker fulde af behov. Og Jesu hjerte svulmede af ømhed, kaldet til…

Det eneste, du har, er dette nu. Ja, fortiden… den er gået… Du kan tage den frem som et kært minde… Du kan huske Guds gerninger i dit liv – fyldes af tak og glæde igen… Men det sker i dette nu. Og fremtiden… kan du kun lukke op, når den kommer… Som en serie af “nu”-er du kan være i et efter et. Lær af fuglene, sagde Jesus. “Se til himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden” (Matt 6,26). De lever nu! Og i det ene nu efter andet mættes de… “Alle har det håb til…

Gaver. Er det ikke dejligt at få gaver? Er det ikke skønt at pakke dem ud? Er det så ikke en lidt mærkelig overskrift? Ja, for man kan spørge – hvorfor skulle du ikke vove at pakke ud? Hvorfor er der – eller er der ikke – noget “vovet” over livet? Ja, hvad betyder det i det hele taget, at livet er en gave? Egentlig vil jeg gerne holde det enkelt: Livet er en gave – pak den ud! Sagt i kontrast til det komplicerede: Hvad vil jeg? Slår jeg til? Er jeg ensom? Frygter jeg fremtiden? Har jeg skyld over fortiden? Er jeg trist i nutiden? Stop! Livet er…

… og det er større, end jeg har ord for. Se engang: “Min sjæl, pris Herren,alt i mig skal prise hans hellige navn.Min sjæl, pris Herren,glem ikke alle hans velgerninger!Han tilgiver din skyld,helbreder alle dine sygdomme.Han udfrier dit liv fra graven,han kroner dig med godhed og barmhjertighed.Han mætter dit liv med gode gaver,du bliver ung igen som en ørn.”(Salme 103,1-5) Jeg priser ham. Jeg husker på, hvor fantastisk han er. Han sætter mit sind fri fra at bære på skyld, og han helbreder mig, ja fylder mig ikke blot med liv, men med liv i livet! Tilfredsstillelse og glæde. Ja, noget af det må jeg nok vente på… og jeg…

Ja… for: “Gud giver jo ikke Ånden efter mål” (Joh 3,34). Han er den som giver til overflod: “Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde” (Joh 1,16). Nåde… over… nåde... Det er vel en anden måde at sige mere og mere og mere – ja uendelig meget… på… Se hænderne og vandet på billedet… Det er en kilde, som ikke tørrer ud… Det er hænder, som fyldes hele tiden… af forfriskende, skønt, livgivende vand… det slukker al tørst, det fjerner snavs, det er en kilde til liv… Det får mig til at tænke på Jesu ord: “Men den, der drikker af det vand, jeg vil…

Nogen siger, at vi er så syge som vores hemmeligheder. Udenpå og indeni. Kampen for at det dog må holde sammen på ydersiden. Det falske håb om at hvis det ikke kommer ud, så påvirker det ikke. Ja, så er det (næsten) ikke… Men problemet er: Hvor går man hen med sine hemmeligheder? For hvem kender ikke fornemmelsen af at blive hånet og ringeagtet, og frygten for at miste de venner, man troede, man havde… Hvem kan ikke være bange for at miste sig selv, hvis man skal se sandheden om sig selv i øjnene… Hun orkede det ikke mere. Hellere ensomhed end læse sine hemmeligheder i de andres foragtende…