Kom bare som et menneske

Sådan begynder historien: “Der var et menneske” (Joh 3,1), men Nikodemus kom ikke til Jesus bare som menneske.

Nikodemus var også farisæer og medlem af jødernes råd. Han var lærer i Israel. Og alt det betød, at han var intelligent og dygtig, veluddannet og velanset. Gode penge blev tjent, han havde orden i sit liv. Han havde brugt sit liv godt. Han kunne vel egentlig godt være – ja, tilfreds?

Men i stedet – bare at komme som et menneske? Hvad siger det? Er der næsten noget skrøbeligt over det? Hvis vi ikke har andet tilbage, end at vi er et menneske – hvad er vi så?

En aften ved sengetid begyndte jeg på historien om Nikodemus’ møde med Jesus… Mit møde med Jesus! Og jeg modtog invitationen til bare at komme: som menneske…

… uden at skulle finde min tryghed, mit ståsted, min sikkerhed for fremtiden, min vished i min værdi i min uddannelse, mit job, mit helbred, min familie, mine successer og frembringelser…

Jeg skulle bare komme til Jesus – som menneske. I al min nøgenhed som når et lille menneskebarn fødes. I skrøbeligheden i ikke at kunne noget selv. I sårbarheden i ikke at have det, der skal til.

Uden al min dygtighed og forstand på, hvordan ting skal ordnes… Har jeg måske ikke også oplevet at være stødt på grund? At når det handler om det væsentlige: Guds kærlighed i mit liv – og Guds kærlighed til verden – så er jeg – som menneske – så fattig…

Jeg må fødes på ny, som Jesus sagde til Nikodemus: Nøgen og skrøbelig igen… Overgive mig til ikke længere at skulle løse ting ved min dygtighed og kontrol… “I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (vers 7-8).

Jesus! Jeg kommer bare som menneske… i min sårbarhed og nøgenhed, uden at kunne… Mød mig her! Fyld mig med din Ånd! Led mig, Jesus! Jeg har tillid til dig – at jeg ikke skal kunne – fordi du er!