Salme 104 begynder med at fortælle hvor fantastisk Gud er (vers 1-4), og herefter at vores jord er på en stabil grund, der aldrig vil trues af noget (vers 5-9). (Se evt. andagten fra i går, hvor jeg reflekterer over dette). Nu er vi nået til vers 10-18 – hvor han tager sig af dyr og mennesker. Jeg kiggede efter ord, som fortæller mig, hvad han konkret gør – og blev rigtig begejstret, da jeg fandt følgende: Han slukker min tørst (vers 11), han mætter mig (vers 13), han giver mig glæde (vers 15) og han giver mig nye kræfter (vers 15). Det er jo det, jeg har brug for…

Har du fortalt Gud om det, du ikke kan selv? Eller sagt på en anden måde – har du bekendt dine synder? Fortalt ham om din magtesløshed overfor at ændre på din vrede, utålmodighed, begærlighed, jalousi, manglende selvkontrol… Der sker noget, når vi bekender det: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9). Når vi bekender – så bliver vi tilgivet! Og så bliver vi renset! For – Gud får jo ikke plads – før jeg gør det… Før jeg virkelig har erkendt, at det her, det kan jeg bare ikke… så prøver jeg jo…

Skab noget nyt! Det, der er, virker ikke. Sådan sagde jeg til Gud. Sammen med kong David: “Skab et rent hjerte i mig, Gud” (Sl 51,12) Det havde heller ikke virket for David – med hans gamle hjerte – situationen, hvor det var ham selv, der styrede… Han var kommet rigtig langt ud… hor, løgn, mord… Skab, Gud! Skab ligesom du gjorde i begyndelsen. Ud af intet, noget, som slet ikke er der. Skab nye ønsker og ny trang i mig. … Gør ikke bare en smule ved det eksisterende – skab nyt! “Styrk” også mig “med en villig ånd!” (vers 14). Styrk min vilje til at ville dit. Hold…