Har du sagt det?
Har du fortalt Gud om det, du ikke kan selv? Eller sagt på en anden måde – har du bekendt dine synder? Fortalt ham om din magtesløshed overfor at ændre på din vrede, utålmodighed, begærlighed, jalousi, manglende selvkontrol…
Der sker noget, når vi bekender det: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).
Når vi bekender – så bliver vi tilgivet! Og så bliver vi renset!
For – Gud får jo ikke plads – før jeg gør det… Før jeg virkelig har erkendt, at det her, det kan jeg bare ikke… så prøver jeg jo bare på at forbedre mig selv lidt, eller skubbe det vække som ikke værende så slemt alligevel…
Det er først, når jeg giver op… at Gud får plads! Når min længsel efter at komme af med det bliver større, end min fornøjelse ved at være i det… Og selv det kan svinge… jeg kan være træg til at glemme kvalmen, når jeg mærker sødmen…
Men – når jeg fortæller Gud det – så gør han noget! Når jeg bekender det, så bliver jeg både tilgivet og renset. Sporrene slettes, så jeg ikke behøver at træde i dem igen… Jeg sættes fri!
