OK – når Gud gør noget over for nogen, så kan han også gøre det overfor andre. Faktisk forandrer Gud sig ikke. Så – når vi lærer noget om, hvordan han er – så kan vi stole på, at han er sådan! Se lige her – sagt til Daniel: “Da du begyndte at bede, udgik der et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er en højtelsket mand.” (Dan 9,23). Wau – jeg er en højtelsket kvinde! Og Gud ønsker, at jeg skal vide det. At han elsker mig mega meget. Hele tiden. Uden at det svinger. Hvert eneste øjeblik kan jeg faktisk…

Mørket. Det er så smertefuldt at være i. Det gnaver ind i marv og ben med smerte, usikkerhed, ked-af-det-hed, fortvivlelse. Mørket er så uudgrundeligt, og det er så ubehageligt at være fyldt af total magtesløshed. Hvordan kan man dog vide, hvad man skal gøre i mørket…? “Han kender det, som er i mørket” (Dan 2,22). Sådan! Gud ved, hvordan du har det, når mørket er om dig. Intet er ukendt for ham af alt det, som du ikke ser eller forstår. Og så står der videre: “Hos ham har lyset sin bolig” (vers 22). Bed ham komme til dig… han vil det, og han er der lige så stille, også…

Stilheden med Gud – hvor er jeg bare afhængig af den… med jævne mellemrum i løbet af dagen, faktisk. Det er ikke nok, at det bare er om morgenen og om aftenen – selvom det for øvrigt er to meget vigtige stunder for mig… Hvordan finder du stilheden? Jeg finder den på mange måder – her nogle stykker til inspiration… Jeg elsker at gå tur… og ja, mine længere ture bliver virkelig til god fordybelse med Gud. Ofte spørger jeg ham, hvad han vil snakke om… og jeg fortæller ham de ting, som kommer til mine tanker… Og jeg takker ham for ting, jeg kommer til at tænke på… Men…

Det var bare blevet for meget for Elias, og lige pludselig havde han tænkt mere på Jezabel end på Gud…. Og så var Elias blevet mega bange, og han havde bare lyst til at dø… (1 Kong 19,1-3). Åh… kender vi ikke også det… det styrker bare slet ikke humøret eller håbet, når vi bliver så optagne af alt det svære… i stedet for at holde fokus på Gud… Men heldigvis opgav Gud ikke Elias! Og nogle vers senere åbenbarer Gud sig for Elias. Og nej – denne gang var det ikke gennem den kraftige storm, heller ikke gennem jordskælv og heller ikke i ilden… Gud åbenbarede sig i den…

“Du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter.” Sl 18,37 Verset i sig selv er fantastisk! Det er skønt, at Gud skaffer plads for mine skridt… Men i sammenhængen bliver det endnu større. Salmen er skrevet af David. “Han sang denne sang til Herren, dengang Herren havde reddet ham fra alle hans fjender og fra Sauls hånd” (vers 1). David blev igen og igen presset af Saul. Indtil døden! “Dødens bånd omgav mig, undergangens floder slog mig med rædsel” (vers 5). Saul forsøgte at slå David ihjel! (1 Sam 18,8-11). Gud skaffer plads for mine skridt! Også om jeg møder modstand… Måske endda modstand fra mennesker,…

Livet kan godt blæse os omkuld ind imellem. Nye udfordringer kan føles større, end vi kan magte… puha, var det her en forkert beslutning…? Selv når vi er i Guds plan for vores liv – så kan usikkerheden gribe os… Ja, når det sker – så er det her et af de løfter, som jeg holder af: “Han gør min fod let som hindens og giver mig fodfæste på højderne.” Sl 18,34 Fodfæste på højderne… Det er ikke let… Der er ikke meget at stå på… Det går brat ned til alle sider… Og her er Gud! Sammen med mig. Og han giver mig fodfæste. Sammen med ham – så…