Mørket…

Mørket. Det er så smertefuldt at være i. Det gnaver ind i marv og ben med smerte, usikkerhed, ked-af-det-hed, fortvivlelse. Mørket er så uudgrundeligt, og det er så ubehageligt at være fyldt af total magtesløshed. Hvordan kan man dog vide, hvad man skal gøre i mørket…?

“Han kender det, som er i mørket” (Dan 2,22).

Sådan! Gud ved, hvordan du har det, når mørket er om dig. Intet er ukendt for ham af alt det, som du ikke ser eller forstår. Og så står der videre: “Hos ham har lyset sin bolig” (vers 22).

Bed ham komme til dig… han vil det, og han er der lige så stille, også inden du har opdaget ham… Og det forunderlige er, når han kommer til dig – så bliver det lyst! Lyset bor hos ham – og det kan ikke være mørkt, hvor han er…

Han vil være dit lys! “Ham tilhører visdommen og styrken” (vers 20) – og “han giver vismændene visdom og de forstandige forstand. Han åbenbarer det uudgrundelige og skjulte” (vers 21).

“At kende den Hellige fører til forstandighed” (Ord 9,10). Begynd der… brug tid med ham. Så vil han være dit lys og lede dig i sin visdom – ud af mørket… Han har både den visdom og den styrke, som der skal til!