Nåde og trængsel

Paulus er et vidne for mig – om en nærhed og intimitet med Gud gennem Helligånden, og om en hvile og fred i hans kald og i Guds vej for hans liv.

Han siger: “Og se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. Hvad der vil måde mig dér, ved jeg ikke; jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsel” (ApG 20,22-23).

Pyha. Hvis jeg tænker det ind i mit liv – så kan jeg næsten mærke panikken: lænker og trængsel. Det ønsker jeg virkelig slet ikke…

Men Paulus siger videre: “Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde” (vers 24).

Wau. Paulus er fuldstændig i fred i Guds vilje. Tjenesten – og afslutningen på det…

Når jeg tænker på de vers igen, så ser jeg også Guds nåde i Paulus’ liv. Helligåndens forkyndelse af trængsler er – når det sker i Guds nærvær – også en nådig måde at forberede ham på det, der kommer… At han hele tiden vokser sammen med Gud, til at kunne møde det sammen med Gud.

Ja… vi undgår ikke det væmmelige i det her liv… Men når vi tager imod Guds tjeneste, så løfter han vores blik til det store perspektiv i denne verden – det, som virkelig betyder noget i forhold til evigheden. Og så bliver alt andet nemmere at bære – aldrig alene – men sammen med ham.