Tænk lige et udgangspunkt – alle mulige forskellige mennesker mødes uge efter uge i en kirke – men deres hverdage er vidt forskellige. Uddannelser og jobs der slet ikke ligner hinanden, forskellige familiesituationer, forskellige evner og interesser. Men de kommer i kirken for en stor fælles interesse: Jesus. Nå. Hvordan går det så? Med alle de forskellige hverdags-kontekster – så kunne det jo godt tænkes, at kirkegængerne har ret forskellige perspektiver – måske endda på det meste…? Jeps, det kan tænkes. Jeg har da også hørt historier om samarbejdsudfordringer i menigheder, lige til uvenskaber, folk der flyttede til andre menigheder, sladder og interne konflikter, nogle ringeagter nogle, andre kan ikke…

Hendes sorg var enorm. Kærligheden dem imellem havde været så stor, så stærk, så fyldig – ja, hele hendes liv svingede i deres kærlighed. Og nu var det slut. Han var – hårdt og uigenkaldeligt som det er – død. Det var, som om hele verden var revnet. Den vaklede. Intet var det samme. Hvem var hun egentlig selv? Vejret blev da trukket – men kunne hun leve? Kan man leve med så meget sorg, med så mange tårer? Jeg var der. Med hende. Med tårerne. Og med Kleenex. En anden veninde og jeg havde en dag talt om sorg – og at man ikke altid skal trøste – men…

“Giv dine bygbrød til Jesus,” havde hun skrevet i sit kladdehæfte, og hun fortsatte: “ideen om at vi stiller os til rådighed for Jesus med de talenter og ressourcer, vi har, selvom de slet ikke rækker til opgaven, ligesom drengens bygbrød og fisk ikke kunne række til alle, der skulle have mad.” Og ja, hvordan gik det. Det havde hun også skrevet: “Jesus vil forøge og mangedoble de gaver, vi giver ham. Han velsigner den smule, vi kan give – tid, talenter og andre ressourcer.” Vi finder beretningen i Joh 6,1-13. Og så forunderligt står der: “Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på…

Hvordan ser din rejse med Gud ud? Eller – måske blot formuleret som: Når du ser tilbage på dit liv – hvad ser du så? Hvad ser du, når du tænker over, hvordan dine møder med ham har været? “Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme!” (5 Mos 31,8). Guds hånd i dit liv… jeg vil faktisk gerne høre dine historier… Det er fantastisk at høre om menneskers oplevelser med Gud. Min mor og jeg elsker at dele historierne. De samme, vi har allerede delt dem mange gange.…

Ja, det var jo sådan, det hele begyndte. I Edens Have. Stedet hvor Gud og mennesker var sammen ansigt til ansigt. Et skønt perspektiv… og et perspektiv vi stadig har. Én dag bliver det sådan igen. “Og jeg så en ny himmel og en ny jord… og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:Nu er Guds bolig hos menneskene,han vil bo hos dem,og de skal være hans folk,og Gud vil selv være hos dem.”(Åb 21,1.3) Jesus fortalte disciplene, at det var de boliger, han tog bort for at gøre klar: “Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har…

Ja, jeg synes, at det er fascinerende, at Bibelen begynder således: Første Mosebog er opdelt i 10 sekvenser – delt af slægtsbøger. Men for at se det så må vi lige forbi det hebraiske ord tôldôt, som betyder frembringelser. I 1 Mos 2,4 oversættes det med skabelseshistorie: “Det var himlens og jordens skabelseshistorie.” Og de øvrige steder oversættes det med slægtsbog, slægtshistorie, sønner eller slægt (1 Mosebog 6,9; 10,1; 11,10; 11,27; 25,12; 25,19; 36,1; 37,2). Og faktisk står der i den engelske King James Version: “These are the generations of the heavens and of the earth when they were created” (min fremhævelse), at Gud skabte ‘generationer’. For mig folder det…

Jeg tænker faktisk, at Job var max presset. Hans tab var enorme. Hans indkomstgrundlag var udhulet – eller måske forsvundet. Hans børn var blevet dræbt. Og han var selv smerteligt forpint af alvorlig sygdom: “Ondartede bylder fra isse til fod” (Job 2,7). Hans kone var ved at gå op i limningen og sagde: “Forband Gud, og dø!” (vers 9). Men Job holdt fast – i den eneste han havde tilbage: Gud. Til sin kone sagde han: “Du taler som en kvinde uden forstand! Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (vers 10). Ok, Job, uden forstand, kun smerten var måske tilbage? Hvad er…

Jeg vidste det godt. Det var et sted, hvor jeg ville møde modstand. På den ubehagelige måde. Lille og skrøbelig følte jeg mig. Bad. Lænede mig ind til Ham. Det var det eneste, jeg kunne gøre. Læste hans ord. Tog disse løfter til mig: “Fjenden fra nord fjerner jeg fra jer” (Joel 2,20)“Jeg er Herre jeres Gud, der er ingen anden. Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme” (vers 27). Og sådan blev det. Gud tog sig af modstanden, så den ikke klæbede til mig. Gud lagde sit skjold omkring mig, og jeg blev ikke gjort til skamme. Tilmed fyldte han mig med glæde! Satte mig fri til at…

Synd. Ordet dækker alt, der gør ondt. Alt, der gør ondt, har sit udspring i synd. Det var ikke meningen, at vi nogen sinde skulle opleve noget, der gjorde ondt, gjorde os kede af det, gjorde os trætte, gjorde os syge. Synd er alt det, der skygger i dit sind. Alt det, der kommer inde fra dig af mørke, som du hverken kan forstå eller håndtere. Alt det, der skygger over dig fra andre menneskers mørke, i alle sine former – den vanemæssige egoisme, så der ikke bliver set til din side… den ondsindede handling… det eksplosive udbrud af mørke, som ingen forstod kom… Synd. Nogle gange dækket af glimmer…

Gå til ham! For: “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). Det er løftet. Hver eneste gang du kommer til Gud, tager han imod dig med åbne arme! Kom! Han elsker dig så højt. Du er ventet med længsel. Og nej, selvom det er troen, der forbinder dig med Gud, så er lige præcis så meget tro nok: “Jeg tror, hjælp min vantro!” (Mark 9,34). Ordene er sagt af en far, der blev klar over, at han ikke havde tro nok… Men han gjorde det, som du og jeg også må gøre, når vi ikke har tro nok: Sige det til Jesus! Så – i…