Det enkle: Du er Guds barn!

Morgen. Andagt. Jeg havde allerede læst. Havde endda skrevet om noget, der begejstrede mig. Alligevel var jeg ikke mæt. Længtes efter HAM! Mere af ham. Ja, bare ham. Der var en eller anden uforløsthed i mig af jeg-ved-ikke-hvad, som bare kaldte på HAM!

Jeg knælede ned: Gud… jeg trygler dig om at åbenbare dig for mig… jeg trænger dig… fyld mig med dig!

Jeg slog op til næste kapitel i min læsning, Matthæus 18: “Hvis I ikke ændrer jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Den der gør sig så lille som barnet her, han er den største i Guds rige” (vers 3-4).

Åh, tak Gud… jeg er så lille… og det er så enkelt… for du er Gud, min far… og jeg kan bare komme buldrende… og det gør jeg! Med barnets ret. Gud, jeg trænger dig… Jeg trænger dig lige nu, ja, jeg ved i grunden ikke lige til hvad – andet end “det hele”. Jeg føler bare behovet for at mærke, at du er her. Lige nu. Igennem denne dag. Ja, det er bare det…

Og det gjorde Gud! Lige igennem de vers. Så enkelt. Bare at komme for at få. Bare komme for at være sammen. Bare for at mærke ham. Mærke hans stærke arme omkring mig. Mærke at han elsker mig. Mærke at han er her.

Så er jeg klar til dagen! Stående på et barns rettigheder. Tryg i at han er – her.

Skriv et svar