At være sammen med ham

Historien om Gud og mennesker

Ja, jeg synes, at det er fascinerende, at Bibelen begynder således: Første Mosebog er opdelt i 10 sekvenser – delt af slægtsbøger.

Men for at se det så må vi lige forbi det hebraiske ord tôldôt, som betyder frembringelser. I 1 Mos 2,4 oversættes det med skabelseshistorie: “Det var himlens og jordens skabelseshistorie.” Og de øvrige steder oversættes det med slægtsbog, slægtshistorie, sønner eller slægt (1 Mosebog 6,9; 10,1; 11,10; 11,27; 25,12; 25,19; 36,1; 37,2). Og faktisk står der i den engelske King James Version: “These are the generations of the heavens and of the earth when they were created” (min fremhævelse), at Gud skabte ‘generationer’.

For mig folder det ud, hvad Gud mente, da han sagde: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26). Fantastiske Gud – han skabte – og han ville give os glæden ved at skabe. Ikke ud af intet, som han gjorde det – men vi kan dog gøre noget, så der kommer nyt liv.

“Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden” (1 Mos 1,28).

Og historierne i Første Mosebog er så organiseret omkring disse slægter, og hvordan de levede i forhold til Gud.

Og vi er med i hans slægt! Paulus siger det til Athenerne: “For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ‘Vi er også af hans slægt’ “ (ApG 17,28). Og Peter siger: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys” (1 Pet 2,9).

Du svæver ikke bare frit rundt som et enkeltindivid – du er en del af hans forunderlige slægt! Kaldet til at være medskaber af et rige for evigheden! Du kan bidrage til at der skabes nyt liv i mennesker, fordi de ser hans lys!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *