Træning er hårdt

Jeg begyndte i træningscenter sidste sommer. Det gik bare ikke længere at lave øvelser hjemme på gulvet. Der skulle mere til, for at holde min krop fit.

Jeg begyndte med at overtræne og fik mægtig ondt, ja, jeg kunne hverken bevæge eller bruge min ene skulder i et godt stykke tid. Det var hverken fordi, jeg var særlig ambitiøs eller ligeglad med muskelømhed: Jeg kunne simpelt hen ikke finde niveauet.

Nå, det er heldigvis for længst ovre igen, og nu nyder jeg min træning rigtig meget. Men – jeg bliver stadig øm, efter at jeg har trænet. Og jeg har mere end en gang stillet mig selv spørgsmålet: Har du været for hård ved dig selv, eller er det her “normalt”?

Hvor ondt er det “normalt” at have efter en almindelig træning? Ja, for jeg har fundet ud af, at det er “normalt” at blive øm. Det at bruge kroppen hænger nok uløseligt sammen med, at kroppen bliver træt og øm af det…

Og så var det, at jeg kom til at sammenligne med mit liv som kristen: Det gør ondt at kæmpe sig igennem livet – og det stopper aldrig.

Paulus siger: “Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke slev skal blive forkastet” (1 Kor 9,24-27).

Nå. Det lyder, at som om det både er forventeligt og normalt, at livet som kristen også er lidt hårdt…

… ja, jeg tror også, at livet, når man ikke er kristen, er lidt hårdt… Og det forsvinder altså bare ikke, fordi man bliver kristen. Måske bliver noget af det faktisk værre, fordi man skruer nogle forventninger og ønsker op i forhold til, hvordan man gerne vil have det…

Nå… det er godt, at min fysiske træning hjælper mig til at vende mig til tanken… Livet i denne verden koster blod, sved og tårer – uanset hvad… Men jeg har valgt, at Jesus er med mig på den vej! Og i øvrigt venter en sejrskrans, som aldrig visner!

Skriv et svar