At være elsket

Historiens vigtigste spørgsmål: Hvor er offerlammet?

Spørgsmålet blev stillet af Isak.

Han kendte endnu ikke historien: At Abraham, hans far, havde fået besked fra Gud om, at han skulle ofre Isak!

Abraham gik og grundede over, hvad Gud mon ville gøre… “han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage” (Hebr 11,19).

Men Isak valgte at bryde stilheden:
“Far!”
“Ja, min dreng!”
“Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?”

Hvad ville Abraham nu svare? Det er faktisk historiens vigtigste spørgsmål – hvis der ikke er et offerlam for dig og mig – så er det os, der skal dø for vores egen synd! Hvor er offerlammet – i dit liv?

Abraham svarede:
“Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.”
(1 Mos 22,7-8)

Jeg tænker, at Abraham stadig kunne mærke Guds nærhed. Jeg tænker, at Ånden ledte ham til et svar, som han ikke selv helt forstod…

Men til tider handler Gud først i det øjeblik, som for os synes som ‘sidste øjeblik’. Isak lå på alteret. Abraham rakte hånden ud for at slagte sin søn. Men så greb Gud ind – og sendte en vædder – og “Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn” (vers 13).

I stedet for!

Har du set vædderen? Har du taget imod, at Gud har udset sig et offerlam i stedet for dig – eller er det stadig dig, der ligger på alteret?

Det er det vigtigste spørgsmål i dit liv!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *