Verdens ende, Gud

Det er på en måde forunderligt at opleve, at man er ved verdens ende… og der… lige præcis der – er Gud!

Jeg kan ikke lide skridtene ud til verdens ende… jeg mener, det er stedet, hvor jeg ikke har det, der skal til. Mit hoved er tomt for ideer. Jeg finder ikke mulighederne. Jeg ser ikke vejen frem.

Ved verdens ende bobler alle mine underskuds-følelser: Jeg kan ikke, jeg magter ikke, jeg tør ikke, jeg duer ikke, jeg er frygtsom overfor det, som kommer, jeg er stresset… jeg bærer det hele selv…

Så verdens ende behøver ikke engang at dreje sig om store og markante i mit liv… men det er stedet, hvor mit underskud er stort… stedet, hvor jeg møder min magtesløshed…

Og der… der møder Gud mig… han har været der hele tiden, han ledte mig også, da jeg gik til verdens ende… men jeg mærkede ham ikke… Men nu mærker jeg ham, og han minder mig om, at det er ham, som vil gøre det i mit liv! At jeg ikke skal bære det selv… men at han er den stærke i min magtesløshed…

Åh… Tak, min Herre Gud! Jeg trængte vist at komme her…

“Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre holder mig fast.”

(Sl 139,9-10)

Tak, at du holder mig fast!

Dig igen, Gud… JA: DIG! Det er jo bare dig, der skal gøre det, dig, der skal have pladsen… Jeg skal jo bare følge dig…

Og der… ved verdens ende… begynder en ny dag! Med Gud – igen!

Skriv et svar