Ja, Paulus skriver: “Om broderkærligheden har I ikke brug for, at der skrives til jer, for I er selv oplært af Gud til at elske hinanden, og I viser jo kærlighed mod alle brødrene i hele Makedonien” (1 Thess 4,9-10). Min kære Jesus… dette er et løfte – du oplærer os i at elske… Åh, jeg har lyst til at bede for dem, som ikke elsker… Dem, som ikke selv er blevet elsket… Dem, hvor kærlighedslivet har gjort så ondt, hjertet synes så dødt, sanserne til at elske er slidt ned… Jesus oplær dem til at elske! “For Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden” (Rom 5,5). Jesus,…

Elsker du, eller elsker du ikke? Den ene dag elsker vi hinanden… den næste dag kan vi ikke udstå hinanden og bliver måske skilt… Måske kender du mennesker, som du bare ikke kan elske… Kærligheden kan synes så skrøbelig og ustabil. Blandt mennesker. Ikke Gud. Han er kærlighed. Og sammen med ham åbner der sig en helt anderledes kærligheds-verden. Han elsker os – og vi bliver i stand til at elske (1 Joh 4,19). Selvom vores hjerter var mørke og kolde, så fylder Gud os med sin kærlighed: “Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden” (Rom 5,5). Tænk på det… en stærk, uudtømmelig kilde… Og det gør forskel…

Og nu til en bibelhistorie som bare indeholder noget så absurd… sådan menneskeligt set. Gud gør noget, som jeg bare aldrig ville tænke på at gøre. Ja, han gør noget, som bare gør det hele værre… MEN – der er han – og det gør hele forskellen! Derfor elsker jeg denne historie! Gud alene bliver så stor – og han bryder alle grænser! Altså, israelitterne er kommet ind i Kana’an. De er fremmede. De er fjender. Om lidt skal de i krig. De er nomader. En stor gruppe – kvinder, børn, dyrene, gamle og unge, og så nogle mænd, der kan bruge våben. De bor i telte! De kender ikke…

Ja, husker du de bønnesvar, som Gud har givet dig? Læser du i din bibel og mindes, hvordan Gud en gang talte til dig netop gennem de vers eller den beretning? Mærker du fryden skylde igennem dig igen, og varmer du dig ved glæden over noget, som Gud har gjort for dig? Gud opmuntrer dig til at huske det! Han bad dem huske, at de gik over Jordanfloden – efter fyrre år i ørkenen – og nu var kommet til Kana’ans land. Præsterne var gået først ned i Jordan floden, bærende på arken som et udtryk for Guds nærhed og ledelse. Og vandet havde rejst sig som en vold langt…

Gud, som elsker dig så højt, leder dig. Hele vejen igennem livet. Igennem alt det ukendte – alt det, du ikke kan se igennem – alt det, du ikke ved, hvordan du skal håndtere – alt det nye og spændende – og nogle gange skræmmende… Da israelitterne skulle ind i Kana’ans land, så gik Gud foran dem – udtrykt ved hans tilstedeværelse i form af Guds pagts ark: “Når I ser Herren jeres Guds pagts ark, som levitpræsterne bærer, skal I bryde op og følge den” (Jos 3,3) og Josva siger videre: “På den måde kan I vide, hvilken vej I skal gå. For det er en vej, I aldrig…

Var det mon det, der var sket for Rahab? Hun var i den dødsdømte by, Jeriko. Hun kunne fortælle, at de “er grebet af rædsel for jer, ja, alle landets indbyggere skælver i angst for jer” (Jos 2,9). Men ikke Rahab. I al fald reagerede Rahab anderledes. Også hun havde hørt om Guds fantastiske undere! Hvordan han havde ledt dem ud af Egypten, igennem Sivhavet og i sejr over modstandere. Måske havde Rahab også været ramt af modløshed over denne super-Gud? (Vers 9-11). Men Rahab gjorde ikke som alle de andre i Jeriko: De gik i modstand. Rahab gik hen til. Rabah søgte godhed og beskyttelse hos Guds folk… For…

Og det var Gud, som sagde disse ord. Til Josva. Josva, som nu skulle lede hele Israels folk, efter at Moses havde ledt folket i 40 år. “Ligesom jeg var med Moses, vil jeg være med dig;” sagde Gud, og han fortsatte, “jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.” (Jos 1,5). Det var også Gud, som havde givet ham opgaven: “Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk!” (vers 9). Så selvfølgelig ville Gud ikke lade ham i stikken. Selvfølgelig? Ja, for hvorfor oplever mennesker øjeblikke, hvor de føler sig forladte… Forladte af Gud? Han lader dig ikke i stikken… det lyder så menneskeligt – for…

Jeg var på. Jeg skulle afholde et seminar bestående af tre møder. Over zoom. Min forberedelse havde været dyb. Gud havde fra start af fyldt mig med løftet om, at han ville gøre lidt til mere. Og igen og igen havde han ladet mig mærke hans hænder om det hele. Han havde inspireret og fyldt mig med sit. Vi havde bedt for det i fællesskab i en lille bønnegruppe. Nu var dagen kommet. Jeg var helt rolig. I min morgenandagt fyldte Gud mig med bevidstheden om, at jeg bare skulle modtage. Han var den store giver, og han ville være der for mig. Kort efter havde jeg en bønnestund med…