At være elsket

Gå hen hvor Jesus er – han ser dig!

Lad os gå ind i historien som om det var dig. Du er manden, som har en uren, dæmonisk ånd i dig.

Åh, det lyder ret væmmeligt. Spørgsmålene kommer: Hvordan er den kommet ind i dig? Har den mon bare overmandet dig? Har du været i et miljø med andre mennesker, hvor det er sket? Har du mon selv inviteret den ind?

Du er i synagogen. Nå? Det var ikke det sted, jeg ville forvente at møde dæmoner? Måske er du og dæmonen ikke helt enige om tingene?

Pludselig skriger du højt: “Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!” (Luk 4,34). Åh, åh – du siger (skriger) da godt nok tingene rent ud… Total modstand mod Jesus.

Men nu kommer historiens drejning. Jesus reagerer: “Men Jesus truede ad ånden og sagde: ‘Ti stille, og far ud af ham!’ “ (vers 35). Wau. Og nu ved jeg noget nyt om dig – for Jesus er en gentleman, han overmander ikke folk på tværs af deres vilje – så inden i dig er der noget helt andet end dæmonens vilje… et ønske om at blive sat fri! Og Jesus gjorde det!

Ja, hurra, halleluja – se – så forunderligt: “Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade” (vers 35).

Sådan! Mærker du skygger og mørke i dit liv – så gør denne ene ting: Gå hen hvor Jesus er! Han ser dig – lige ind i dit inderste. Hvad dine egentlige behov og ønsker er. Din dybeste længsel. Han elsker dig højt og ser langt forbi og bagom alt det, der er blevet lidt råt på overfladen… Han længes efter at sætte dig fri! Fri til at mærke hvor elsket du er – fri til selv at elske.

Måske mister du fodfæste for en stund… kastes lidt om kuld af forandringerne, som Jesus vil invitere dig til… Men du tager ikke skade! Han har dig i hånden og leder dig af den nye vej i dit liv!

Gå hen hvor Jesus er!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *