At være elsket

Giv dit bedste – nu

Hvad er mere trist end den mand, som tjener penge og purrer det sammen et helt liv – og så dør han, inden han når at nyde det – ja, eller at bruge det for andre, for den sags skyld?

Jesus fortalte en lignelse om sådan en mand, og han fortæller, hvad Gud tænker om det: “Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud” (Luk 12,20-21).

Nå da. Det handler altså ikke blot om at nå at nyde det selv – der er mere i det. Nemlig, og det er det fordi, at det, vi bare gør for os selv, bliver sådan lidt tomt… Som Salomo siger om alt det, han har gjort for sin egen skyld, så “var det alt sammen tomhed” (Præd 2,11).

Derfor overskriften: Giv dit bedste – nu! På alle planer i dit liv. Du ved heller ikke, hvilken dag du dør… så det, du vil fylde i livet, det skal du ikke udsætte.

Den særlige middag, du vil lave for din familie – gør det nu. De evner, du drømmer om at bruge – kom i gang. Den snak, som du gerne vil have med din mor, bror eller ven – få lavet teen og nyd jeres hygge for to. Tag rejsen. Læs bogen. Skift job.

Og lad alle disse ting blive gjort med et touch af himlen. Ja, giv det til Gud, lad det flettes ind i hans store plan for dig og din tjeneste – invitér ham til at forfine dine drømme…

Ja, og brug også tiden med ham, nu! Tag imod det bedste – det han vil give dig, nu. Mærk at du er elsket – nu. Udsæt ikke den glæde til i morgen, som du kan blive fyldt til overflod med i dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *