Det havde været en pakket dag. En dag fuld af opgaver, travlhed, glæder, gode møder med mennesker. Den havde det hele. Jeg var taknemmelig. Aktiviteterne fortsatte lige til sengetid. Mere kunne være nået, men jeg var tilfreds med det, jeg havde fået gjort. Som jeg nu lå der i min seng, kunne jeg mærke, at hele mit system var fuld af uro. Egentlig ikke ift. noget specielt. Bare som om at jeg havde brug for at falde til ro. Jeg må tage den med Gud, tænkte jeg. Nogle gange tror jeg, at jeg kan tage ‘genvejen til søvn’ – jeg har så meget brug for søvnen, at jeg må sove…

Ja. Og hver gang er det så frydefuldt at mærke hans nærhed og styrke. Her er det Moses, som beder: “Lad dine tjenere få dit værk at se.”“Styrk vore hænders værk for os.”(Sl 90,16.17) Det var min sidste feriedag. Stadig fyldt med dejlige ferieaktiviteter. Og jeg havde god tid til min morgenstund med Jesus. Men jeg havde også meget, jeg gerne ville sammen med Jesus: Planlægning af indhold til teenagegruppen den følgende uge og to prædikener. Jeg havde tænkt og arbejdet med noget af det på forhånd. Men denne morgen bad jeg særligt om, at han måtte lade tingene rulle på plads. Det gjorde han. Pris Gud! Ja, det rullede…

Relationer kan være så svære. Familier er fyldt af så meget dysfunktionelt. Der er sket så meget, som det er svært at få greb om. Hvor skal man dog ende eller begynde? Han fortalte mig, at det for år tilbage gik helt galt. Datteren gav ham ansvaret for alt dårligt i hendes liv. Han blev så vred over hendes uretfærdige beskyldninger, og pegede på noget i hendes liv, som tydeligvis ikke var hans skyld. Og de skiltes med hendes ord hængende i luften: Du må have et godt liv, FAR-VEL! Der gik 1 år. Der gik 2 år. Der gik 3 år. Faderen bad. Han forsøgte at række ud. Øjensynligt…