At blive brugt af ham

Guds langsommelighed – han giver tid

Gud giver tid. Gud lader ting tage tid. Tænk bare på frøet i jorden som vokser op og bliver til en plante. Eller på surdejsbrød. Eller barnet der vokser i mors mave.

Han presser os ikke ind i sit eget vækstprogram, hvor vi skal lære indenfor en bestemt tidsramme eller bestå “en eksamen”. Livet i tiden – der er han med os, blot efterhånden som vores dage folder sig ud…

Jeg tænkte på det, da jeg læste dette vers: “Når I er sammen med folk uden for menigheden, skal I tænke jer godt om og bruge de muligheder I får. I skal være venlige når I taler med folk, fastholde deres interesse og svare den enkelte på spørgsmål” (Kol 4,5-6).

Lad den, som vokser, sætte tempoet!

Det har aldrig gjort noget menneske godt at blive overfordret.

En samtale, hvor en andens passion og interesse pludselig tager hele pladsen føles kvælende.

Vis den kærlighed at give en anden tid. Vis den omsorg at lytte mere end du taler. Vær ydmyg og forsøg at svare på det, du bliver spurgt om. Tag imod invitationen med respekt – du er gæst i en andens univers.

Giv os nåde hertil, kære Jesus, fyld os med din kærlighed, giv os din langsommelighed… tid nok!

(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *