Lykkelige overgivelse

“Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20). Det lyder næsten romantisk. Det er så tæt og nært. Kristus – med hele hans skønne væsen er i mig. Han elsker mig, og jeg elsker ham, og jeg er blevet så elskelig.

Ja, det er smukt og skønt.

Men… vidste du, at det men ville komme? Du ved det jo godt, dit kristenliv er ikke bare så romantisk og skønt… Åh… så kom arrigskaben… så spiste jeg alt for meget af det forkerte… så var jeg (bare en lille smule) stolt… så var jeg selvfed i min nedladenhed… Åh! Det var slet ikke Jesus i mig! Og i øvrigt kunne jeg heller ikke se ham i alle de andre nede i kirken! (Bjælker og splinter…)

Verset før er ikke romantisk. Død er ikke romantisk. Og slet ikke død ved korsfæstelse… “Jeg er korsfæstet med Kristus” (Gal 2,19).

Og man kan ikke korsfæste sig selv… Men man kan blive korsfæstet med Kristus.

Jesus, her stopper vores forklaringer. Jesus, vi må bede til dig. Jeg beder: Korsfæst mig! Åh, Jesus… helt ærligt, så stritter mit indre imod… jeg kan ikke lide det, som gør ondt… heller ikke at slippe min vilje… og jeg forstår slet ikke, hvordan det skal ske… Men jeg ved, at du allerede er korsfæstet, så jeg kan være korsfæstet sammen med dig… Jesus… Jesus, du må lære mig i dag, hvad det betyder i mit liv… Med al romantikken over din skønne kærlighed til mig… og Jesus, så langt jeg forstår, så vil jeg slippe min vilje… OG – så må du bare gøre det! Hold fast… for jeg ønsker dig… selvom noget i mig stritter imod… Jesus – hjælp!

Skriv et svar