Livsrejsen – med ham i hånden

Hun kiggede på mig, og jeg fornemmede noget særligt over hende. Måske havde hun allerede sagt, “der er noget, jeg må fortælle dig.”

Jeg kunne ikke helt aflæse hendes følelser. Bare dette særlige. En vis alvor. En tøven eller søgen efter de ‘rigtige’ ord.

“Jeg skal på en ny livsrejse…” hun holdt en lille pause… “det er spændende, hvad Gud har til mig på den…” hun kigger mig lige i øjnene: “jeg har fået brystcancer.”

Det var så uventet. Det var 12 år siden, hun havde haft brystcancer i det andet bryst. 10 år efter havde de sagt, at hun var helt rask, og at man ikke ville forvente brystcancer igen. Nu var den der.

Vi vidste begge, hvor meget Gud havde været hos hende sidst. Mirakler midt i det svære.

Jeg kiggede på hende. Sagde det faktisk ikke højt, for det handlede der og da ikke om mine tanker men om hendes. Men jeg kiggede på hende. For mig lyste hun. Hun havde Jesus i hånden. Jeg var ikke i tvivl.

Hun var ikke glad for det. Lidt chokerende havde det vel været. Men hun var ikke bange. Fredfyldt. Fuld af tillid til ham.

Og han var lige her. Og vi vidste begge, at han også på denne rejse ville være der for hende hele tiden!

“Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. … For du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. … Frygt ikke, for jeg er med dig” (Es 43,2.4.5).